Hellenerne/40
40. Xerxes’ Rustninger og Marsch mod Hellas.
Efter det uheldige Tog til Attika lod Dareios i stort Omfang foretage Rustninger i sit vidtstrakte Rige. Hellas maatte og skulde kues. I hele tre Aar rustede Asien sig fra Ionien til Indus; men netop som de storartede Rustninger var færdige, skede der en Opstand i Ægypten, skjønt Dareios’ Herredømme der havde været meget mildt. Denne Opstand lagde Beslag paa alle Stridskræfter. Dareios oplevede imidlertid hverken Ægyptens eller Grækenlands Underkastelse. Han døde i Aaret 485 i sit Livs 64de Aar.
Dareios efterlod sig mange Sønner. Den ældste var Artabazanes, hvis Moder var Gobryas’ Datter. Men Dareios’ senere Gemalinde, Kambyses’ Søster og Enke, Atossa, havde, medens Dareios endnu levede, modsat sig dennes Ønske om, at Thronen skulde gaa over til ham. Hun forlangte den for sin ældste Søn Xerxes, der var Kyros’ Ætling og af Kongeæt baade paa fædrene og mødrene Side. Dareios rettede sig efter hendes Vilje, da hun var almægtig ved Perserhoffet, og Xerxes bestemtes til Thronfølger allerede i Faderens Levetid. Han besteg derfor uden Modstand Thronen efter Dareios’ Død.
Xerxes var en Fyrste af udmerket Skjønhed og et majestætisk Udvortes; vant til Paladsets yppige Liv var han ikke Kriger af Tilbøielighed og forlod kun ugjerne Susas yndige Haver; men han havde en sterk Følelse for sit Riges Værdighed og havde ikke isinde at lade nogen Plet sidde paa den. Han begyndte sin Regjering med Held, idet Ægypten Aaret efter hans Thronbestigelse paany blev undertvunget.
Hindringerne for det tidligere paatænkte Tog mod Hellas var saaledes ryddede afveien. Kongens Farbroder Artabanos fraraadede vistnok Toget; men desto ivrigere tilskyndede Mardonios ham; han vilde ved nye Seire udslette Mindet om Nederlaget paa Marathons Sletter. Desuden blev den nye Hersker bestormet med Bønner af fordrevne græske Thronprætendenter. Peisistratidernes Hoved, Hippias’ ældste Søn Peisistratos, og den fra Sparta fordrevne Konge Demaratos drog begge fra de Besiddelser i Ionien, som de havde faaet af Dareios, op til Susa for personlig at lægge Xerxes sine Ønsker paa Hjerte. Peisistratos gjorde Xerxes bekjendt med en gammel Spaadom om, »at en persisk Mand engang skulde slaa en Bro over Hellesponten og en fiendtlig Hær afbrænde Templet i Delphi».
Den lidet krigslystne Konge kunde ikke modstaa alle disse Opfordringer; han paabød derfor Rustninger i hidtil uhørt Maalestok over det hele Rige og lod udgaa Befaling til alle Statholdere om at samle Hære. Han vilde opbyde en Hær og Flaade, som Verden endnu ikke havde seet Magen til. Toget skulde gaa den samme Vei, som Mardonios engang havde taget. Medens Rustningerne skede, byggede man Broer over de thrakiske Floder, grov en Kanal gjennem Landtungen ved Athos for at undgaa den farlige Seilads forbi dette Forbjerg og oprettede store Forraadshuse fra Hellesponten til Thessalien.
Om Sommeren 481 mødte de i alle Asiens Egne samlede Tropper i Kappadokien, hvorhen den store Konge selv ankom om Høsten. Derfra førte han Toget til Sardes, hvor han holdt Vinterkvarter. Skibene samledes ved Kyrne og Phokæa i Ionien. Den næste Vaar blev der slaaet to Skibsbroer over Hellespont, af hvilke den nordlige bestod af 360 Skibe, den sydlige af 340. Over Skibene, som holdtes sammen ved store Trosser, lagdes et Plankegulv, der igjen blev bedækket med Jord. Broerne var forsynede med høit Rækverk.
Kongen var allerede ifærd med at bryde op fra Sardes, da der meldtes ham, at en voldsom Storm aldeles havde ødelagt Broerne. Kongen blev rasende over Uheldet og lod de uskyldige Bygmestre halshugge. Endogsaa selve Havet fik hans Vrede at føle. Man pleiede hos Perserne at uddrive onde Aander ved Piskeslag; for nu at betage Havet dets onde Lyster skal Xerxes have tildelt Hellesponten 300 Piskeslag og sænket to svære Jernlænker ned i det troløse Hav med de Ord: »O du grusomme Hav, denne Straf paalægger din Herre dig, fordi du har fornærmet ham, skjønt han intet ondt har tilføiet dig. Og Kong Xerxes vil dog gaa over dig, hvad enten du vil eller ikke«.
Efterat Broerne med større Omhu paany var opbyggede, brød Kongen i Midten af April 480 op fra Sardes. Under sit Ophold i denne By havde han sendt Herolder til Grækenland for at fordre Jord og Vand. Paa den Tid var der ogsaa kommen Speidere fra Grækenland for at udforske den persiske Hærs Størrelse og Tilstand. Men de blev grebne i Leiren og dømte til Døden. Da Xerxes fik dette at vide, lod han dem komme for sig og befalede sine Tjenere at føre dem om og vise dem alt. Derpaa skulde man lade dem uskadte vende tilbage til Hellas. Han haabede nemlig, at naar Grækerne fik høre om hans store Rustninger, vilde de paa Forhaand opgive sin Frihed og spare ham for at føre Krig.
Under Perserhærens Ophold i Sardes havde en rig Lyder ved Navn Pythios paa det prægtigste bevertet Kongen og hele hans Følge. Forundret over den Rigdom og Pragt, Lyderen udfoldede, havde Xerxes spurgt ham, hvormange Penge han havde. Pythios svarede: »Herre, jeg vil intet skjule for dig, men sige dig Sandheden. Da jeg hørte om dit Tog, vilde jeg give dig Penge til Krigen og fandt, at jeg havde 2000 Talenter Sølv og i Guld 4 Millioner Staterer paa 7000 nær[1]. Alt dette vil jeg give dig; i mine Slaver og Godser har jeg endnu nok at leve af«. Xerxes glædede sig over denne Tale og gjorde Pythios til sin Gjesteven. Pengene vilde han dog ikke modtage; men han skjænkede endog Pythios 7000 Staterer, forat han ikke skulde mangle noget paa de 4 Millioner.
Da Kongen var paa Veien fra Sardes til Hellespont, og det blev paalagt de krigsdygtige at støde til Hæren, nærmede Pythios sig Kongen og bad ham om en Gunst. Da Kongen tillod ham at fremsætte sin Bøn, sagde Pythios: »Herre, jeg har fem Sønner, som alle maa drage med dig i Krigen. Hav nu, o Konge, Medlidenhed med mig gamle Mand, og fritag min ældste Søn for Krigstjenesten; de fire andre skal da drage med dig«. Men Xerxes vrededes og sagde: »O du slette Menneske, som vover at bede om, at din Søn maa blive hjemme, medens jeg selv drager i Krigen med mine unge Sønner og mine Brødre, med Slegtninger og Venner. Du skal faa din Straf, dog mindre, end du fortjener. Dig og dine fire Sønner redder Gjestevenskabet; men den ene, som ligger dig mest paa Hjerte, skal dig til Straf miste sit Liv«. Derpaa befalede Xerxes, at Pythios’ Søn skulde dræbes, hans Lig parteres og Delene deraf lægges paa begge Sider af Veien, forat Hæren kunde marschere derimellem. I vilkaarlig Grusomhed stod denne Storkonge altsaa ikke tilbage for sin berømte Fader (Side 61).
At Xerxes til andre Tider dog kunde vise sig høimodig, viser følgende Fortelling. Da Presterne i Sparta Aar efter Aar ikke var istand til at faa gunstige Varsler, erklærede de tilslut, at man for at forsone Guderne maatte sende frivillige Dødsofre til Perserkongen for at afsone den Brøde, Spartanerne havde begaaet ved at kaste de af Mardonios tidligere afsendte Herolder i en Brønd (Side 252). Der meldte sig straks to fædrelandskjærlige Mænd, Sperthias og Bulis, som vilde forlade Hus og Hjem, Hustru og Børn og med freidigt Mod gaa til Persien for at lide Døden for Fædrelandet. Komne til Susa vilde man tvinge dem til at knæle for Kongen. Men de erklærede med Bestemthed, at det i deres Fødeland ikke var Skik og Brug at tilbede et Menneske. Staaende sagde de derfor til Perserkongen: »Mederkonge! Lakedæmonierne har sendt os hid som Sonofre for de Herolder, der har mistet Livet i Sparta«. Xerxes beundrede de to Mænds Heltemod og sagde, at han ikke havde isinde at gjøre det, som han dadlede hos deres Landsmænd; thi disse havde krænket Folkeretten, og han vilde ikke befri Lakedæmonierne fra den Brøde, der tyngede paa dem, ved at dræbe deres uskyldige Udsendinger. Han lod dem derpaa vende hædrede og uskadte tilbage til sit Fædreland.
Da Perserkongen brød op fra Sardes med sine talløse Skarer, der mere lignede et Folk paa Vandring end en Hær, hvis Opgave det skulde være at knuse en liden Nation, gik Marschtoget i følgende Orden: Først kom Lastdyrene og Trosset, derpaa Krigere i talløs Mængde fra Asiens forskjelligste Dele. I Midten fulgte Storkongen og hans Følge, der var ordnet saaledes, at Fortroppen dannedes af 1000 udvalgte persiske Ryttere; bag dem gik 1000 Lansebærere, derpaa ti nisæiske Heste fra Ekbatanas Bjergsletter, smykkede paa det prægtigste. Derpaa kom Solens hellige Vogn trukken af otte hvide Heste (Side 21). Umiddelbart foran Vognen gik Magere med den hellige Ild, og bag dem gik Kusken tilfods, da ingen dødelig maatte bestige denne Vogn. Derefter kom Xerxes selv paa en Vogn, forspændt med nisæiske Heste, ledsaget af de achæmenidiske Prinser, Persernes Fyrster, sine »Bordkamerater« og »paarørende« samt det øvrige Følge, i hvilket ogsaa Demaratos og Peisistratos befandt sig. De var alle tilhest og bar Purpurkapper over Brystpanseret, Krumsabel med Haandtag og Skede af Guld og var smykkede med gyldne Halskjæder og Armringe. Hestenes Bidsler og Tøiler var ligeledes guldbeslagne, og alt var Æresgaver fra den persiske Storkonge. Efter Kongens nærmeste Følge kom igjen 1000 Lansebærere af de ædleste og fornemste Familier, 1000 persiske Ryttere, 10,000 persiske Fodfolk, de saakaldte »udødelige«, og endelig 10,000 Ryttere af andre Folkeslag. Derefter fulgte uoverskuelige Masser af Krigere nationsvis ordnede.
Da Hæren var kommen til det gamle Ilion og overnattede ved Foden af Ida, indtraf der et voldsomt Tordenveir, et uheldvarslende Tegn for den store Konge i det Øieblik, han skulde forlade Asien og sætte Foden paa europæisk Jordbund. Og da Floden Skamandros ikke havde Vand nok til de tørstige Skarer, men tørrede ud, spaaede heller ikke dette godt for den uhyre Hærs Skjebne. Xerxes besaa Priamos’ gamle Borg og ofrede 1000 Dyr til den iliske Athene, og Magerne udgjød Drikoffer til de gamle Heltes Ære. Da Toget var naaet Hellespont, holdt Kongen en Mønstring over Hæren; fra en Høi skuede han ud over den samlede Land- og Sømagt. Og da han saa, hvorledes hele Hellesponten var bedækket med Skibe, og alle Kyster og Marker vrimlede af Mennesker, priste Xerxes sig først lykkelig, men brast derpaa i Graad. Hans Farbroder Artabanos spurgte ham om Grunden til dette og fik til Svar: »Jeg blev bedrøvet, da jeg betenkte, hvor kort det menneskelige Liv er; thi af alle disse Mennesker vil om hundrede Aar ingen mere være ilive«. Hvad vilde den stolte Herre have sagt, hvis han havde vidst, at den største Del af disse Skarer vilde gaa tilgrunde allerede inden et halvt Aar.
Tidlig om Morgenen den Dag, da Overgangen over Hellesponten skulde foregaa, tændte Magerne et stort Røgoffer og bestrøede Broerne med Myrtegrene. Straks den straalende Sol viste sig paa Østens Himmel, hævede Xerxes den gyldne Offerskaal og bad til Seierens Gud, at intet Uheld maatte ramme ham paa hans Tog. Offerskaalen, et Guldbæger og et persisk Sverd lod han derpaa kaste i Hellesponten. Derefter begyndte Overgangen, som varede i syv Dage og syv Nætter uden Afbrydelse; paa den sydlige Bro gik de egentlige Krigere over, paa den nordlige Trosset.
Da Overgangen var iverksat, og man igjen havde fortsat Veien videre, viste der sig, efter hvad Sagnet beretter, et stort Jertegn. En Hoppe skal nemlig have født en Hare; dette lagde dog Xerxes ikke nogen Vegt paa. Hvorledes kunde det ogsaa falde ham ind, at han, der stolede paa sin store Hær som Hesten paa sin Styrke, om kort Tid skulde tage Flugten ligesom en Hare?
Da Xerxes paa sin Marsch gjennem Thrakien var kommen til Mundingen af Floden Hebros, blev Hæren tellet. Dette skede paa den Maade, at man stillede op 10,000 Mand paa en Flek saa tæt sammenpakkede som muligt og byggede et Gjerde om dem. Denne Indhegning lod man derpaa fylde Gang efter Gang. Efter Herodot skal den være bleven fyldt 170 Gange, hvilket gjør 1,700,000 Mand. Herodot antager, at blot Fodfolket blev tellet paa den Maade. Hertil kommer altsaa Rytterne, Trosknegtene, Flaadens Mandskab samt de Tropper, som Thrakien, Makedonien og enkelte helleniske Stater senere maatte stille, endvidere Tjenere, Kokke og Kvinder, som altid i stort Antal ledsagede den persiske Hær. Herodot faar paa den Maade ud, at ikke mindre end 5¼ Million Mennesker deltog i dette Kjæmpetog; men denne Talangivelse er i høieste Grad overdreven. Rimeligere er ialfald den Beretning, der skyldes Ktesias[2], at Hæren kun talte 800,000 Mand Fodfolk og 80,000 Ryttere. Herodot nævner i alt 56 Folkeslag, som tog Del i Xerxes’ Tog, hver i de for sine Hjemlande eiendommelige Dragter og Vaaben.
Fra Hebros drog Hæren videre gjennem Thrakien og Makedonien, uden at nogen vovede at gjøre Modstand. De Byer, som maatte beverte Kongen og hans Følge, blev rent udarmede. En Mand i Abdera opfordrede sine Byesbørn til at takke Guderne, fordi Xerxes ikke havde vænnet sig til at spise to Gange om Dagen; thi hvis de skulde have anrettet et Maaltid til, da vilde de være komne i den største Fattigdom. Paa Marschen mod Hellas var det, at Xerxes en Dag kaldte Demaratos for sig og spurgte ham, om han for Alvor mente, at Hellenerne turde vove at gjøre ham Modstand. Demaratos svarede omtrent saaledes: »Om Lakedæmonierne idetmindste ved jeg med Sikkerhed, at de aldrig vil lytte til Forslag, som gaar ud paa at føre Hellas i Trældom, men at de vil rykke i Kamp imod dig, selv om alle de øvrige Hellenere skulde træde over paa din Side. Og hvad deres Antal angaar, saa spørg aldrig efter, hvor mange de er; thi selv om de kun er tusinde Mand, vil de optage Kampen med din store Hær«. Xerxes lo og sagde: »Hvis de endda havde en Herre over sig, som med Svøben kunde drive dem frem, da vilde de muligens af Frygt anstrenge sig over sine Kræfter; men da de nu kan følge sin frie Vilje, kan du være forsikret om, at de ikke vil gjøre det«. Demaratos svarede hertil: »Lakedæmonierne er vistnok frie Mænd, men ikke frie i alle Henseender; thi over sig har de en Herre, Loven, som de frygter endnu mere end dine Folk frygter dig«. Østens Despot fandt slig Tale latterlig; men det skulde ikke vare længe, inden han fik Øinene op for, at det var Kjærligheden til Friheden, der gav Hellenerne baade Mod og Evne til at trodse hans Vælde.