Hellenerne/39
39. Miltiades. Slaget ved Marathon.
En af de fornemste og mægtigste Familier i Athen var Philaidernes. De roste sig af at nedstamme fra en af Troerkrigens Helte, den salaminiske Ajas. En af denne Familie, Miltiades, havde egtet en Datter af Tyrannen Kypselos i Korinth (Side 233). Hans Sønnesøn, der ogsaa hed Miltiades, var paa Peisistratos’ Tider den rigeste og mægtigste blandt de attiske Stormænd. Tanken om at gjøre sig til Statens Herre kan ikke have ligget ham fjernt; desto utaaleligere var det ham at forblive i Byen, da en heldigere Modstander havde vundet Eneherredømmet. Han tænkte ligesom mange andre af Athens mægtige Familier paa at udvandre.
Paa den Tid levede der paa den thrakiske Halvø (Chersonesos) en Stamme ved Navn Dolonkerne. Haardt trængte af sine Naboer, Absinthierne, sendte de i sin Nød nogle Sendebud til Hellas for at raadspørge Oraklet i Delphi og for at søge Bistand. Guden befalede dem at gaa til Athen ad »den hellige Vei«[1] og tage den Mand til Fyrste og Fører, som først tog dem op i sit Hus. Da de i sin fremmede Dragt med Lansen i Haand drog gjennem Athens Gader, fik Miltiades, der sad i Døren til sit Hus, Øie paa dem. Han kaldte paa de fremmede og aabnede gjestevenlig sit Hus for dem. De bad ham om at reise med dem og staa dem bi i deres Kamp mod Absinthierne og lovede at gjøre ham til sin Hersker.
Miltiades gik villig ind paa deres Tilbud. Peisistratos kunde det naturligvis kun være kjærkommet at se denne mægtige Mand fjernet, og den gamle Solon skal ogsaa have begunstiget dette Foretagende, der vilde hæve Athens Betydning som Sømagt, naar det fik Forbindelser ved Hellesponten. Den delphiske Gud blev raadspurgt og gav et gunstigt Svar. Fulgt af mange, som var misfornøiede med Peisistratos’ Herredømme, drog Miltiades afsted med nogle Skibe for at vinde sig et nyt Fædreland blandt Barbarerne. Miltiades herskede som en mægtig Fyrste paa Chersonesos fra 559 til sin Død 525. Da han var barnløs, efterfulgtes han i Eneherredømmet af sin Broder Kimons Søn, Stesagoras. Da denne døde 518, kom hans yngre Broder Miltiades fra Athen og overtog Regjeringen. Denne er den i den græske Historie saa berømte Helt, Seierherren fra Marathon.
Da Kong Dareios i Aaret 515 gjorde sit Skythertog, maatte Miltiades og de i Egnene om Propontis (Marmorasøen) boende græske Kolonister slutte sig til den store Konge. Hvor uheldigt dette Tog løb af, og hvor ilde det vilde have seet ud for den store Konge, hvis man havde fulgt Miltiades’ Raad at afbryde Donaubroen, er tidligere omtalt (Side 60). Fra den Tid af var Miltiades stedse en mistænkelig Person i Perserhoffets Øine. Han maatte desuden en Tid forlade sit Fyrstendømme, da Skytherne forfulgte Dareios paa hans Tilbagetog lige til Hellesponten. Efterat Barbarerne var vendte tilbage, kom dog Miltiades atter til Magten paa Chersonesos.
I den ioniske Opstand gjorde Miltiades intet for at understøtte Ionerne, skjønt han ved Donaubroen havde vist, at Hellenernes Frihed laa ham paa Hjerte. Ingen af hans Skibe viste sig ved Lade (Side 244). Han drog sig dog Opstanden paa anden Maade til Nytte, Øen Lemnos, der en Tid havde staaet under Perserkongen, havde ligesom de andre Øer benyttet Ionernes Opstand til at rive sig løs. Der havde fra gammel Tid af været Uvenskab mellem Lemnierne og Athenerne. For et Par Menneskealdre siden havde Athenerne opfordret Lemnos til at underkaste sig Athen, men havde faaet det haanende Svar: »Naar et Skib med Bør fra Nord paa én Dag tilbagelægger Veien fra eders Land til os, da vil vi overgive eder Øen«. Da Athen ligger i Syd for Lemnos, mente de, at denne Betingelse aldrig kunde gaa i Opfyldelse. Men nu kom Miltiades seilende fra Nord, fra sit Hjem paa Chersonesos, og erindrede Lemnierne om deres gamle Løfte; thi nu var Athenerne komne med Nordenvind fra sit eget Land til Lemnos. Om just ikke for at holde sit Løfte, saa dog af Nødvendighed maatte Lemnierne overgive ham Øen. Miltiades beholdt dog ikke Øen for sig selv, men overlod den til Athen; han følte sig neppe sterk nok til at kunne forsvare den mod Perserne, muligens formaaede Athen det. Saaledes havde Miltiades havt Anledning til at gavne Athen og gjøre sig Athenerne forbundne ved at udvide deres Herredømme.
Da den store persiske Flaade efter Miletos’ Fald i Aaret 494 seilede op igjennem Ægæerhavet, følte Miltiades sig ikke længer sikker paa Chersonesos; han opgav derfor enhver Tanke om at forsvare sit Rige og det nylig erobrede Lemnos, gik ombord paa sine Skibe og satte Kursen til Athen. Philaidernes fem og sekstiaarige Herredømme paa Chersonesos var dermed tilende. Paa Veien til Athen mødte han den persiske Flaade. Selv undkom han; men hans ældste Søn, Metioehos, blev fangen og ført til Dareios, der dog intet ondt tilføiede ham. Han gav ham Hus og Eiendom i Persien og en persisk Kvinde til Gemalinde. Hans Børn blev regnede for Persere. Miltiades kom saaledes i en Alder af over seksti Aar tilbage til sin Fædrenestad. De ledende Mænd i Athen betragtede ham med mistænkelige Øine. Hvorledes kunde denne Mand, der var vant til Eneherredømme, og som havde været Tyran i over tyve Aar, komme tilrette med den frie Forfatning i Athen? I Attika havde han udstrakte Grundbesiddelser, med store Rigdomme var han vendt hjem fra det fremmede Land, og han var afholdt af Folket, fordi han havde erobret Lemnos. Var det da ikke at frygte for, at han kunde blive farlig for Statens Ro? Hans Fiender søgte efter et Paaskud til at faa ham anklaget. Nu havde Miltiades som Fyrste paa Chersonesos vist sig som en streng Hersker. Hans Formand i Tyranniet, Broderen Stesagoras, var bleven myrdet. Han havde derfor, især i Begyndelsen, optraadt paa Tyranners Vis, omgivet sig med en sterk Livvagt, vist sig mistenksom ved den mindste Anledning og straffet strengt ethvert Tegn til Oprør. I Athen blev han nu stevnet for Retten, fordi han paa Chersonesos havde ført et tyrannisk Herredømme over atheniske Borgere. Men Erobreren af Lemnos blev frikjendt. Det er vel at antage, at Miltiades var mere skikket til at udøve et kraftigt Eneherredømme end til at lede en fri Stats Politik. Og det er ikke usandsynligt, at han under andre og fredeligere Vilkaar vilde være bleven Statens Herre og sin Fædrenestads Behersker. Men Omstændighederne førte det med sig, at der blev lagt Beslag paa hans overlegne Evner i andre og bedre Retninger. Han kom ikke til at misbruge dem til Skade for sit Fædrelands Frihed; men han fik Anledning til at frelse saavel Athen som hele Hellas fra Fremmedaaget.
Sverdet hang nemlig allerede truende over Athens Hoved. Persien var et erobrende Rige, og allerede længe havde det ligget i dets Plan at bemægtige sig ikke blot Øerne i Ægæerhavet, men ogsaa Landet paa dets anden Side. Den for Perserne lykkelige Udgang paa den ioniske Opstand bragte denne Plan Maalet nærmere. Nøglerne til Europa, Bosporos saavelsom Hellespont, var i Persernes Hænder. Den Hær og Flaade, som havde kuet Ionerne, overvintrede i Miltiades’ forrige Fyrstendømme. Denne Stridsmagt lod Dareios nu forsterke for med den at bringe den græske Halvø under sit Scepter. Især vilde han tage Hevn over Eretrierne og Athenerne, som havde baaret Vaaben mod hans eget Rige. Da han fik høre, at Sardes var bleven lagt i Aske af Ionerne og Athenerne, havde han forlangt sin Bue, og idet han skjød en Pil i Luften, bad han Himmelen om at forlene ham Hevn over Athenerne. Og hvergang han satte sig tilbords, lod han en af sine Tjenere tre Gange tilraabe sig de Ord: »Herre, husk Athenerne!« Desuden havde Hippias, som opholdt sig ved hans Broders Hof i Sardes, allerede i aarevis søgt at opflamme Kongens Vrede mod Athen, forat han ved persisk Hjælp igjen kunde komme i Besiddelse af Tyranniet i sin Fædrestad.
Den store Kamp, som nu begyndte mellem Persien og Grækenland, er af den største verdenshistoriske Betydning, baade fordi den vækker Nationalbevidstheden i Hellas og redder dets Kultur fra Undergang, og fordi den setter en Skranke for den erobrende Barbarerstat.
Anførselen over det store Tog overgav Kongen i en Mands Hænder, som stod Thronen meget nær, Mardonios. Denne’ Mand var en af Persernes syv Fyrster, Søn af Dareios’ Svigerfader Gobryas (Side 53 og 59) og gift med en af Kongens Døtre. Han var en krigersk og tapper Mand; men endnu ung af Alder. Det var i Aaret 493, at Mardonios i Spidsen for en stor Hær rykkede fra det indre af Asien mod Vesten. I Kilikien delte Hæren sig; den ene og større Del drog overland, den anden indskibede sig paa en Flaade og seilede, anført af Mardonios selv, til Hellesponten, hvor Hærafdelingerne atter mødtes. Landhæren satte paa Skibe over Strædet, og det var Mardonios’ Agt gjennem Thrakien og Makedonien at trænge frem til den græske Halvø. Flaaden seilede til Thasos, som blev tagen uden Modstand. Men da den skulde omseile det farlige Forbjerg Athos paa Halvøen Chalkidike, reiste der sig i den usedvanlig tidlige og strenge Vinter mellem 493 og 492 en frygtelig Storm, der drev Skibene ind paa de steile Klipper. Omtrent 300 Skibe skal være blevne knuste mod Klipperne, 20,000 Mennesker skal have mistet Livet. Paa samme Tid blev Landhæren, som Mardonios selv anførte, overfaldt af en thrakisk Stamme og tildels nedhugget. Mardonios selv blev saaret. Han vovede nu ikke at trænge længere frem, men maatte med Skam og Skade vende tilbage til Asien. Af sin kongelige Svigerfader fik han ingen Trøst. Dareios gav ham Skylden for det ulykkelige Tog. Han faldt i Unaade og blev ikke oftere benyttet til krigerske Foretagender i Dareios’ Tid. Mange Folk var vistnok omkomne paa dette Tog, og dets egentlige Hovedmaal, Grækenlands Betvingelse, var ikke naaet; men foruden at der var gjort en ny Erobring i Thasos, havde Mardonios’ Tog ogsaa styrket den persiske Indflydelse i Thrakien og Makedonien, der allerede siden Skythertoget havde maattet erkjende Storkongens Overhøihed.
Dareios rustede sig straks igjen til et nyt Tog. Men for at faa vide, hvilke helleniske Stater der vilde gjøre alvorlig Modstand, sendte han i Forveien Herolder til Grækenland for i den store Konges Navn at fordre Jord og Vand som Tegn paa Underkastelse. De fleste Øer og ogsaa mange af Fastlandets Stater hyldede ham. Men de stolte Spartanere kastede Perserens Sendebud i en Brønd med de haanende Ord, at de der selv kunde tage det, de forlangte. Og de to Herolder, som kom til Athen, blev paa Miltiades’ Forslag henrettede; de blev styrtede ned i Barathron, en Klippekløft, hvori man styrtede Forbrydere. Dette var et fuldstændigt Brud paa Folkeretten, da Gesandter altid var anseede for ukrænkelige. Athen og Sparta havde ved denne Fremgangsmaade kastet Broen af bag sig, og kun en Kamp paa Liv og Død stod dem tilbage.
Om Vaaren 490 samlede den persiske Stridsmagt sig i Kilikien. Den bestod af 600 store Skibe og over 100,000 Mand. I Spidsen for Hæren satte Kongen en ung Mand, sin Brodersøn Artaphernes, Søn af Satrapen i Sardes af samme Navn. Ved hans Side satte han en ældre erfaren Feltherre, Mederen Datis. Hippias fulgte ogsaa med. »Reiser hen til Grækenland«, var Kongens Ord, »gjører de trodsige til Træler og fører dem for mit Ansigt«. Man satte fra Samos tversover Havet. Naxos, som tidligere havde forsvaret sig saa tappert mod Perserne (Side 241), blev herjet og plyndret. Delos, Apollons hellige Ø (Side 79*), blev derimod skaanet. Derpaa vendte Perserne sig til de andre Øer, hvis Indvaanere alle underkastede sig, stillede Gidsler og sluttede sig til Hæren. Endelig landede man paa Eubøa, som herjedes med Ild og Sverd. Endskjønt Eretria i sin Tid gjestevenlig havde optaget Hippias og hans Fader i elleve Aar og derpaa ydet dem Hjælp til igjen at vende tilbage til Athen (Side 223), undlod dog Hippias nu at gjøre sin Indflydelse gjældende hos Artaphernes til Fordel for Byen. Han raadede tvertom til at statuere et Eksempel paa Eretria, som kunde skræmme Athen til at underkaste sig uden Sverdslag. Efterat Eretrierne i seks Dage tappert havde tilbageslaaet Persernes heftige Angreb, faldt Byen paa den syvende Dag i deres Hænder derved, at to fornemme Mænd, Euphorbos og Philagros, forraadte sin Fædrenestad til Barbarerne. Byen blev plyndret og brændt, Indbyggerne dels nedhuggede, dels lagte i Lænker for efter Dareios’ Befaling senere at føres som Træler til Susa; de blev dog mildt behandlede og fik sig af Kongen anvist Bosteder nogle Mil fra Susa. Herodot forteller, at de boede der endnu paa hans Tid[2] og havde fremdeles bevaret sit Sprog.
Først da Efterretningen om Eretrias Fald var indløben til Athen, begyndte man her for Alvor at tenke paa Forsvar, medens Perserne i Seiersrusen spildte nogle kostbare Dage paa Eretrias Ruiner. Anført af Hippias landede endelig den persiske Hær i Egnen om Marathon skraas overfor Eubøa, paa det samme Sted, hvorfra han ved sin Faders Side for 48 Aar siden seierrig var rykket ind i Athen (Side 223). Han anviste nu Hæren det Sted, hvor man bedst kunde slaa Leir. Derfra herjedes der til alle Kanter, og den attiske Landbefolkning strømmede skarevis til Hovedstaden og udbredte Skræk og Forvirring. Men ingen tænkte paa andet end at vove det yderste for Frihed og Fædreland, skjønt Athenerne blot havde sine egne Kræfter at stole paa, da de fleste græske Nabostater havde sluttet sig til Perserne, og Hjælp fra Sparta var fjern og tvivlsom.
I sin Nød besluttede dog Athenerne straks efter den persiske Hærs Landing ved Marathon at sende en Hurtigløber til Sparta. Han skulde til Kongerne og Eforerne overbringe følgende Bud: »Athenerne beder Lakedæmonierne om at komme dem til Hjælp og ikke tillade, at den ældste By i Hellas kommer i Trældom under barbariske Mænd. Eretria er allerede tabt, og Hellas har en berømt Stad mindre«. Paa den femte Dag efter sin Afsendelse kom Hurtigløberen tilbage fra Sparta. Hans Navn var Pheidippides. Han havde tilbagelagt Veien fra Athen til Sparta, ni og tyve Mil, i to Dage og berettede, at Guden Pan (Side 26) havde vist sig for ham mellem Argos og Tegea, havde kaldt ham ved Navn og paalagt ham at spørge Athenerne, hvorfor de saa aldeles havde forsømt ham, da han dog oftere havde hjulpet dem og fremdeles vilde vedblive dermed. Hvad Spartanerne angik, havde de vistnok lovet Hjælp, men tilige erklæret, at deres Tropper først kunde rykke ud efter Fuldmaane. Det var et nedslaaende Budskab. I intet Tilfælde kunde Spartanerne vise sig i Attika før om ti Dage.
Athen opbød alle sine Stridskræfter; dets Krigsmandskab beløb sig til 10,000 Hopliter (tungtbevæbnede). Krigsraadet, som foruden Polemarchen (Side 214) bestod af ti Strateger eller Feltherrer, der havde Overbefalingen hver sin Dag, var uenige om, hvorvidt man skulde forblive i Byen eller møde Fienden i aaben Mark. Blandt disse ti var Miltiades, paa hvem alles Blikke i Nøden var rettede. Han var bekjendt for at være en forstandig, kjek og krigersk Mand, der var vel kjendt med Persernes Kampmaade og Bevæbning; at Hellenernes Vel og Uafhængighed af Barbarerne laa ham paa Hjerte, havde han tydelig lagt for Dagen ved Donaubroen. Ved sit Forhold saavel der som flere Gange senere havde han gjort sig Perserne til uforsonlige Fiender, ligesom han ogsaa var en Modstander af Peisistratiderne. Han var derfor stemt for den yderste Modstand, og han ansaa det for bedst, at man øieblikkelig gik Fienden imøde, før der opstod Modløshed og Uenighed blandt Athenerne selv. Fire af de andre Strateger hyldede hans Mening, medens de øvrige ikke vilde indlade sig i Slag, fordi de var Perserne altfor underlegne. Da Polemarchens Stemme altsaa vilde blive den afgjørende, tog Miltiades denne, hvis Navn var Kallimachos, tilside og sagde til ham: »Paa dig kommer det nu an, om du vil bringe Athen i Trældom eller bevare dets Frihed og derved for alle Tider erhverve dig en Berømmelse, som end ikke er bleven Harmodios og Aristogeiton (Side 226) til del. Saalænge Athen har staaet, har det aldrig svævet i større Fare. Ligger vi under for Perserne, er vor Skjebne afgjort; thi da vil vi blive Hippias prisgivne; men seirer vor By, vil den let kunne blive den første af alle græske Stater. At Afgjørelsen af dette ligger i dine Hænder, vil jeg nu vise dig. Vi ti Feltherrer er af forskjellig Mening, idet nogle raader til Slag, andre er derimod. Hvis vi ikke straks angriber Perserne, frygter jeg for, at Tvedragt vil omstemme Athenernes Sind, saa de bliver mediske[3]. Men kjæmper vi straks, før nogen af Athenerne er kommen paa slette Tanker, da vil vi ved Gudernes Hjælp være istand til at vinde Slaget. Dette beror nu altsammen paa dig. Tiltræder du min Mening, da er Fædrelandet frit og Byen den første i Hellas; men træder du derimod over paa deres Side, som fraraader Kamp, saa vil det modsatte indtræde af alt det gode, som jeg har fortalt dig, og du ved, hvad vi i Hippias’ Hænder har at vente os«. Kallimachos sluttede sig til Miltiades, Udrykningen mod Marathon var besluttet.
Da den attiske Hær var gaaet over Pentelikons Aasryg, hvorfra man kunde se den store Slette med Persernes vidt udstrakte Leir og den endeløse Række af Skibe, slog den Leir paa en Høide i Herakles’ hellige Lund. Dagen efter sin Ankomst derhen fik Athenerne en Hjælp, som ingen havde ventet og ingen forlangt. Fra Parnes’ Bjergtop steg et Tog Hopliter nedover mod Marathon. Det var 1000 Mand, hele det vaabendygtige Mandskab, det lille Platææ kunde opstille. Medens hele Hellas ved Persernes Komme var kommet i Angst og Skræk, medens det med Hænderne i Skjødet saa paa Eretrias Undergang og Athens Skjebne, medens næsten alle Stater kun tenkte paa at tilkjøbe sig Redning ved Underkastelse, havde denne lille By uden at bekymre sig om de Følger, som en saadan Dristighed kunde bringe over den, besluttet at hjælpe Athenerne. Som trofaste Venner vilde Platæerne staa ved Athenernes Side i deres høieste Nød til Tak for den Hjælp, Athenerne tidligere havde ydet dem i en Krig mod Theben. Denne trofaste Haandsrækning styrkede Athenernes Mod og fyldte dem med Begeistring, og Miltiades forsømte ikke at benytte sig af denne gunstige Omstændighed. Den følgende Dag vilde han levere Slaget. Feltherren Aristeides havde med rosværdig Beskedenhed tilbudt Miltiades Anførselen paa sin Dag; de andre Strateger havde fulgt hans Eksempel, og det var saaledes overladt Miltiades at levere Slaget paa den Dag, han fandt gunstigst. Det blev nu tilfældigvis den Dag, paa hvilken han efter den sedvanlige Orden selv skulde have Overanførselen den tolvte September 490.
De to Hære, hvis Kamp skulde afgjøre Hellas’ Skjebne, var ikke alene meget ulige i Styrke; men ogsaa deres Bevæbning og Kampmaade var forskjellig. Den græske Hær bestod af Fodsoldater, der var vel rustede, bevæbnede med Kobberhjelm, Kobberskjold, Brystharnisk og Benskinner; til Angreb brugte de lange Lanser. De rykkede tæt ind paa Fienden og kjæmpede Mand mod Mand. Fodfolket i den tidobbelt saa store asiatiske Hær var derimod letbevæbnet, uden Hjelm og Harnisk; som Forsvarsvaaben brugtes flettede Skjolde, og til Angreb Bue og Sabel; den sidste brugtes dog sjelden, da man ikke ofte kom i Nærkamp. Perserne pleiede paa Afstand at overdænge Fienderne med en Regn af Pile, indtil der gaves Anledning til at rykke frem med Rytteriet, som udgjorde Kjernen i den persiske Hær. Den persiske Soldat kjæmpede uden nogen høiere Interesse end Byttet, kun dreven frem af sine Føreres Piskeslag. Hellenerne derimod stod paa Hjemmets Grund for at verne om alt, hvad der var dem kjært og helligt, for sin Frihed og sine Rettigheder, for Hus og Hjem, for Hustru og Børn, for Fædrenes Tro og Gudernes Templer!
Om Athenernes Slagorden paa Sletten ved Marathon er følgende at merke: Miltiades havde gjort Slagrækken saa lang som muligt, forat den ikke skulde blive overfløiet af Perserne. Paa Midten var Linjen tynd, medens den var sterkest paa Fløiene. Paa høire Fløi kommanderede efter gammel Skik Polemarchen, paa venstre var Platæerne opstillede. Efterat den Offerhandling, der indledede enhver Kamp, var falden heldig ud, istemmede Athenerne Pæanen (Krigssangen) og satte i fuldt Sprang ind paa Barbarerne, forat ikke disses Bueskytter skulde gjøre dem for megen Skade. Perserne betoges af Forundring, da de saa de faatallige Athenere uden Bueskytter og uden Rytteri storme imod dem, og de mente, at de var slagne med Vanvid. Det kom straks til et frygteligt Haandgemæng. Athenerne kjæmpede med Heltemod »og var«, siger Herodot, »de første blandt Grækerne, som udholdt Synet af Mederne og deres Dragt, hvis blotte Navn tidligere havde været en Rædsel i Hellenernes Øren«. Efter langvarig Kamp gjennembrød den fiendtlige Hærs Kjernetropper, de egentlige Persere, Athenernes svage Centrum, som stod under Aristeides’ og Themistokles’ Anførsel; men paa Fløiene blev Barbarerne slagne paa Flugt af de øvrige Athenere og Platæerne, som dernæst ilede det haardt betrængte Centrum til Hjælp. Da maatte Perserne vige. Lige til Kysten forfulgte Athenerne de flygtende Fiender, der maatte lade sin med orientalsk Pragt udstyrede Leir i Stikken. Der udspandt sig en blodig Strid ved Skibene, som Perserne vilde bringe flot, medens Grækerne søgte at tende Ild paa dem. Her faldt Kallimachos efter en heltemodig Kamp, ligeledes mange andre fremragende Athenere. Om Kynegeiros, en Broder af den berømte Digter Æschylos, som ogsaa selv deltog i Slaget, fortelles der, at han fik sin Haand afhugget med en Skibsøks, medens han søgte at holde et persisk Skib tilbage. Sagnet melder, at da han havde mistet sin høire Haand, holdt han sig fast med den venstre, og da ogsaa denne blev afhugget, kastede han sig i Raseri over Skibet og bed i dets Bagstavn med Tænderne, indtil han blev dræbt. Persernes Antal var for stort til, at det kunde lykkes Grækerne at fratage dem mange Skibe. De fik kun syv. Blandt det rige Bytte i Leiren fandt de ogsaa Lænker, som var bestemte for Athenerne. Endvidere skal de efter en senere upaalidelig Fortælling have fundet en Marmorblok, som Perserne havde ført med sig fra Paros for deraf at lade udhugge en Seiersstøtte. Grækerne lod af Blokken senere forfærdige en Billedstøtte af Gudinden Nemesis, som paa den marathoniske Slette havde tilintetgjort Persernes stolte Planer; thi det var Nemesis’ Sag at ydmyge den overmodige og ophøie den ringe. (Side 102*).
Det var Middag, da Athenerne med berettiget Stolthed og taknemmelige Hjerter saa Perserne seile bort paa sine talrige Skibe. Med lidet Tab var den store Seier vunden, kun 192 Borgere var faldne. Persernes Tab var 6400. Men hvor forskrækkede blev ikke Grækerne, da de fra Høiderne bemerkede, at den persiske Flaade ved Forbjerget Sunion[4] satte Kursen mod Vest. Det var aabenbart, at Perserne vilde overfalde den forsvarsløse By. Miltiades’ Beslutning var hurtig fattet. Han gav Aristeides Befaling til at bevogte Slagmarken og ilede med den øvrige Hær over Bjergene til Athen, hvorhen han naaede allerede samme Aften. Budskabet om den store Seier var ilet foran ham. Straks efter Træfningen var nemlig en af Hopliterne i fuld Rustning, bedækket med Blod og Støv, løbet til Athen for at bringe det glade Seiersbudskab. »Glæder eder! vi har seiret!« raabte han og styrtede død til Jorden. Da Perserne den næste Morgen kom seilende for at overrumple Athen, saa de den seierrige Hær foran Byens Mure. Deres Hærførere vovede ikke at gjøre Landgang, men søgte beskjæmmede tilbage til Asien. Saaledes var ogsaa det andet Forsøg paa at tilintetgjøre Hellas’ Frihed og Uafhængighed fuldstændig mislykket for Perserne. Deres Ophold paa Attikas Jordbund havde kun varet i tolv Dage.
Kampen ved Marathon havde slukket ethvert Haab hos Hippias om at ende sine Dage som Fyrste i sit Fædreland. Herodot forteller, at da den affældige Mand steg iland ved Marathon, fik han et saadant Anfald af Nysen og Hoste, at en af hans Tænder faldt ud. Da han ikke kunde finde den igjen, ansaa han dette som et slemt Varsel og sagde: »Dette Land er ikke bestemt for os, og vi vil ikke faa det i vor Magt; den Del deraf, som jeg havde Krav paa, har nu denne Tand faaet«. Paa Tilbagereisen skilte han sig fra den persiske Flaade og styrede mod Nord for at begive sig til sin Familie, der opholdt sig i Sigeion (Side 228). Men paa Veien blev han syg paa Øen Lemnos, mistede Synet og døde Sottedød, »truffen af Gudernes Vrede«. Efter andre, mindre paalidelige Etterretninger skal han være falden paa Slagmarken ved Marathon.
Dagen efter Slaget ankom de spartanske Hjælpetropper til Athen. De havde tilbagelagt Veien paa tre Dage. Skjønt de kom forsilde, vilde de dog se Slagmarken og de faldne Persere. De priste Athenerne og deres tapre Daad og vendte tilbage til sit Hjem, medens Athenerne begrov sine døde og bragte Guderne den skyldige Tak.
Efter Kampen forstod Athenerne, hvorledes Pan havde opfyldt sit Løfte, idet han under Slaget havde indjaget Fienderne »panisk« Skræk. Han blev senere aarlig æret med Offer og Fakkeltog, og i Nærheden af Akropolis blev der indviet ham en Grotte, som endnu er til. I denne lod Miltiades opreise en Støtte med følgende Indskrift af Digteren Simonides[5]:
»Mig, den arkadiske Pan, Athenernes Ven og Beskytter,
Medernes Uven saa arg, stilled’ Miltiades her«.
Miltiades havde før Slaget lovet Artemis saamange Gjeder, som der faldt Fiender. Dette Antal var ikke til at opdrive, og man løste sig fra Løftet derved, at der aarlig skulde ofres Gudinden 500 Gjeder. Athenernes gamle Stammehelt Theseus skal ogsaa have staaet sit Folk bi under Kampen. Nogle Hopliter vilde have seet, hvorledes han i fuld Rustning steg op af Jorden og rykkede i Spidsen for deres Rækker mod Barbarerne.
For at hædre de faldne blev de begravne paa selve Slagmarken. Tæt ved Stranden blev de lagte i en fælles Grav, paa hvilken der blev reist ti Søiler med de faldnes Navne. Disse kunde man endnu læse 600 Aar senere. Gravhaugen, der blev opkastet over de faldne Helte, er selv i vor Tid et Vidne om den store Dag, der reddede Athen, Hellas og den helleniske Kultur. Til Minde om Slaget feiredes siden aarlig en Fest paa dets Aarsdag. Ved Siden af Gravhaugen reistes en Seiersstøtte af Marmor med følgende Indskrift af Simonides: »Her paa Marathons Slette har Athenerne i Kamp for Hellas’ Frihed strakt de prunkende Mederes Magt i Støvet«. Dem, som havde kjæmpet med ved Marathon, blev der altid senere vist stor Ære. Selv i Gravskriften over en Mand som Æschylos vidste man efter 34 Aars Forløb ingen større Ros at nævne, end »at den langhaarede Meder ved Marathon havde faaet hans kraftige Arm at føle«.
Militiades’ Navn var paa alles Læber. Folket modtog Seierherren med Jubelsange. Paa Slagmarken blev der ved Siden af Seiersstøtten opreist ham en egen Mindestøtte, og i Prytaneion blev hans Statue opstillet ved Siden af Harmodios’ og Aristogeitons Billeder. Da Slaget senere blev malet af Polygnotos i den saakaldte »brogede Buegang«, fik Miltiades’ Skikkelse en fremtrædende Plads paa Billedet[6]. Han var den første Mand i Athen, og hans Navn nævntes med Beundring i hele Grækenland.
Nogen Tid efter Slaget ved Marathon fremsatte Miltiades det Forslag, at man skulde stille Flaaden og Krigskassen til hans Raadighed; han havde et Tog fore, hvorved han vilde gjøre Athen rigt og mægtigt; men foreløbig maatte han holde sin Plan hemmelig, forat den kunde lykkes. Hans Medborgere gik i fuld Tillid til ham ind paa dette; de overlod ham 70 vel rustede Krigsskibe og haabede snart at faa høre om store Begivenheder. De troede, at han muligens tænkte paa at gjenerobre Lemnos eller Chersonesos eller at anfalde Perserne i Ionien. Om Vaaren 489 gik han tilsøs og angreb Paros, fordi den i det forrige Aar havde underkastet sig Perserne og stillet et Skib til deres Raadighed. Han beleirede Byen og forlangte en Bod af 100 Talenter. Men Parierne afslog hans Forlangende, rustede sig til Forsvar og gjorde paa en eneste Nat Murene omkring sin Stad dobbelt saa høie som før. Miltiades maatte begynde en regelmæssig Beleiring, hvorpaa han ikke var belavet. Ved Undergravninger lykkedes det ham dog at svække Murene saameget, at Parierne allerede forhandlede om Overgivelse; da fik man i Øst Øie paa en stor Ild. Parierne troede, at det var et Signal om Hjælp fra Perserne, Miltiades frygtede for det samme og hævede Beleiringen. Selv laa han syg af et Saar, han havde faaet under Beleiringen. Uden Bytte og Ros vendte han efter 26 Dages Fravær med Flaaden tilbage til Attika. Hin Ild havde kun været en tilfældig Skovbrand.
Athenerne havde ventet sig det største af Miltiades’ Tog. Var dette hans store Hemmelighed? Et jammerligt Plyndringstog mod Kykladerne, Herjing af græske Stater. Var det et Foretagende, der var Athenerne værdigt? Miltiades havde paa en skammelig Maade misbrugt Folkets Tillid, havde tilintetgjort den Ros, de attiske Vaaben nylig havde tilkjæmpet sig, med egen Haand udslettet Dagen ved Marathon. Seierherrerne fra Marathon slagne tilbage foran Paros! For hele Hellas’ Øine havde han bedækket Attika med Skam og Skjændsel. Hertil kom end videre, at hans politiske Modstandere altid havde havt ham mistænkt for dynastiske Planer. Der gaves ogsaa Skumlere, som sagde, at han for persisk Guld havde hævet Beleiringen af Paros. Xanthippos, den berømte Perikles’ Fader, optraadte som Anklager. Han beskyldte Miltiades for at have skuffet Folket ved falske Løfter, for hvilken Forbrydelse Solons Love satte Døden. Han skulde møde for Folkets Domstol. Det var et sørgeligt Syn. Syg af sit Saar, hvori der var gaaet Koldbrand, blev Seierherren fra Marathon paa sin Seng baaren ind i Forsamlingen. Selv var han ude af Stand til at tale, hans Venner førte Forsvaret for ham. Men de prøvede ikke engang paa at retferdiggjøre Toget mod Kykladerne. De talte om Lemnos, om Marathon. Men intet kunde helt ud formilde det ubønhørlige Folk. Vistnok dømte det ikke sin Frelser til Døden; men han skulde betale Togets Omkostninger, femti Talenter (200,000 Kroner). Miltiades eiede vistnok mere; men da han for Øieblikket ikke kunde skaffe saa mange rede Penge, maatte han efter den attiske Lov gaa i Gjældsfengsel og mistede sin borgelige Ære, indtil Summen blev betalt. Han døde straks efter af sit Saar.
En saadan Død fik Seierherren fra Marathon. Lykkeligere vilde hans Lod have været, om han Aaret i Forveien havde fundet sin Død ved Kallimachos’ Side.
- ↑ Veien fra Athen til dens Nabostad Eleusis kaldtes den «hellige Vei», fordi Athenerne ad denne Vei vandrede to Gange om Aaret i festligt Optog til Eleusis for der at feire en af sine vigtigste Fester, Eleusinierne.
- ↑ Herodots Reiser i Østerland falder antageligvis mellem Aarene 462 og 456.
- ↑ Perserne blev af Hellenerne ofte kaldte Medere.
- ↑ Sunion er Sydspidsen af Attika. Man kan se didhen fra Høiderne i Attika ligesom ogsaa fra Akropolis.
- ↑ Simonides fra Keos (559—469) var en af Grækernes største lyriske Digtere.
- ↑ Den brogede Buegang var en Søilehal i Athen, hvis Vægge var smykkede med Arbeider af Tidens ypperste Mestere. Polygnotos levede paa Kimons og Perikles’ Tider.