Hellenerne/37
37. Polykrates og Syloson.
Medens Kyros sad paa Persiens Throne, opkastede en rig Borger ved Navn Polykrates sig til Tyran over sin Fædreø Samos[1]. Først delte han Magten med sine to Brødre; senere dræbte han den ene af disse og forjog den anden. Han sluttede Gjestevenskab med Kong Amasis af Ægypten (Side 38), og over hele den græske Verden gik der Frasagn om hans Rigdom og hans Lykke. Thi han havde Held med sig i alle sine Foretagender. »Han overfaldt og plyndrede alle uden Forskjel«, siger Herodot; »thi han vilde hellere vinde en Ven ved at give ham tilbage det, som han havde berøvet ham, end ved slet ikke at fratage ham noget«. Denne Polykrates’ stadige Lykke voldte Amasis stor Bekymring. Han skrev tilslut et Brev til Polykrates saalydende: »Saa siger Amasis til Polykrates: Vel er det mig kjært, at det gaar min Ven og Gjesteven vel. Dog behager din store Lykke mig ikke, da jeg ved, hvor misundelige Guderne er. Jeg vil derfor hellere, at baade jeg selv og de, som ligger mig paa Hjerte, maa dels have Held dels Uheld med sig, saa Tiden gaar hen under afvekslende Lykke, end at Lykken skal følge i alt. Thi ikke har jeg hørt tale om, at nogen har havt Lykken med sig i alle Henseender, uden at han omsider er død i Bund og Grund ulykkelig. Følg derfor mit Raad. Tænk efter, hvad der er dig mest dyrebart af alt det, du har, og som det vilde gjøre dig mest ondt at miste. Tag den Ting og kast den bort, saa den aldrig mere kan komme i Menneskers Hænder«.
Polykrates fandt Amasis’ Raad godt, og efter nogen Overveielse tog han en Smaragdring, som han satte overordentlig Pris paa, seilede ud paa Havet og kastede den i sit Følges Paasyn i Havet; derpaa vendte han tilbage, men var meget ilde tilmode over det lidte Tab. Nogle Dage bagefter fangede en Fisker en usedvanlig stor og vakker Fisk, som han syntes han burde forære Kongen. Han gik derfor til Slotsporten og bad om at faa Polykrates itale. Da dette var bleven ham tilstaaet, sagde han: »Da jeg, o Herre, havde fanget denne Fisk, ansaa jeg det for utilbørligt at bringe den tiltorvs, endskjønt jeg lever af mine Hænders Gjerning; men jeg troede, at den passede for dig og din høie Stand, og jeg forærer dig den derfor«. Dette syntes Polykrates godt om og indbød Fiskeren til sit Taffel. Da Fisken blev skaaren op, fandt man Polykrates’ Ring i dens Bug. Dette syntes Kongen maatte være skeet efter en guddommelig Styrelse, og straks sendte han Amasis Underretning om den hele Begivenhed. Da Amasis havde læst Brevet, forstod han, at det vilde være umuligt for det ene Menneske at verne det andet mod den Skjebne, som var det bestemt. Han mente, at det nu vilde gaa Polykrates meget ilde før hans Død, da han havde Lykken med sig i alt, saa han endog fik igjen det, som han kastede bort. Han sendte derfor en Herold til Samos og hævede Gjestevenskabet med Polykrates. Han vilde nemlig undgaa at lide den Hjertesorg, det vilde volde, at se en Gjesteven rammes af Ulykken.
Engang havde Polykrates jaget nogle af sine Undersaatter i Landflygtighed. De reiste til Sparta for at bede om Hjælp mod Polykrates. Da de havde faaet Adgang til Raadet, talede de vidt og bredt om sin store Nød og Trang. Spartanerne svarede, at Begyndelsen af deres Tale havde de glemt, og Slutten havde de ikke skjønnet. I det næste Møde indskrænkede Forhandlingerne sig til, at Samierne fremviste en tom Pose med de Ord, at de manglede Mel i Posen, hvortil Lakedæmonierne svarede, at det havde de ikke behøvet at sige, da Posen alene var Ord nok. De besluttede imidlertid at hjælpe Samierne og gjorde ogsaa et Tog mod Polykrates, men maatte drage hjem igjen med uforrettet Sag.
Under Kambyses’ Regjering blev Polykrates lokket over til Fastlandet af Storkongens Statholder i Sardes. Alle fraraadede ham Reisen. Hans Datter drømte, at hendes Fader blev løftet op i Luften, hvor han blev vasket af Zeus og salvet af Helios. Men Polykrates lo af hendes Advarsler og truede hende med, at hun skulde forblive ugift, naar han kom uskadt tilbage. Dermed erklærede hun sig at være tilfreds, da hun hellere vilde dø som Jomfru end miste sin Fader. Satrapen lod Polykrates korsfæste og Legemet blive hængende paa Korset, og nu gik Datterens Drøm i Opfyldelse, da han nemlig blev vasket af Zeus, naar det regnede, men salvet af Helios (d. e. Solen), der trak den fedtagtige Vædske ud af Legemet. Saaledes tog Polykrates’ Lykke en brat Ende, ligesom Amasis af Ægypten tidligere havde spaaet ham. Hans Tyranni havde varet fra Aaret 536 til 522 f. Kr.
Polykrates’ Broder, den forjagne Syloson, opholdt sig i Ægypten, dengang Kambyses gjorde sit Tog derhen. En Dag spadserede Syloson paa Torvet i Memphis iført en rød Kappe. Dette saa Dareios, den senere Konge, som dengang var en af Storkongens Lansebærere, gik hen til ham og bad om at faa kjøbe Kappen. Syloson svarede, at han vistnok ikke havde havt til Hensigt at sælge Kappen for nogen Pris; men hvis Dareios endelig vilde have den, vilde han give ham den for intet. Herfor takkede Dareios ham paa det mest forbindtlige.
Syloson tænkte nu ikke mere over dette en lang Tid. Men flere Aar efter sin Broders Død fik han høre, at netop den Mand, hvem han havde vist hin omtalte Villighed i Ægypten, nu var Persernes Konge. Han reiste derfor op til Susa og satte sig yderst ved Indgangen til det kongelige Palads og fortalte, at han engang havde gjort Dareios en Tjeneste. Dette blev meldt Kongen, der undrede sig over, hvem den Græker vel kunde være, der skulde have gjort ham nogen Velgjerning. Han lod ham dog komme for sig. Syloson fortalte nu, hvad der var hændt i Memphis, og Dareios sagde: »Er du den Mand, som viste mig en saadan Villighed paa en Tid, da jeg intet havde at sige, da skal du faa Guld og Sølv til Vederlag derfor i saa stor Mængde, at du ikke skal angre paa at have været gavmild mod Dareios, Hystaspes’ Søn«. »Giv mig ikke Guld eller Sølv, o Konge,« svarede Syloson, »men giv mig tilbage mit Fædreland Samos, men uden Drab og Trældom«. Storkongen lovede dette, og ved persisk Hjælp blev Syloson Herre over Samos. Polykrates havde ved sin Bortreise indsat sin Skriver til midlertidig Styrer over Øen, og denne havde siden holdt sig i Magten der. Han blev fordrevet af Syloson; men under den haardnakkede Kamp anrettede denne et saa stort Blodbad paa Samierne, at de gjenlevende pleiede at sige: »Syloson har skaffet os Luft i Landet«. Syloson blev indsat til Satrap over Samos, der saaledes kom under den store Konges Herredømme i Aaret 516 f. Kr.
- ↑ Samos er en frugtbar Ø, som ligger ved Vestkysten af Lilleasien, ret over for Ephesos. Den var i Oldtiden meget herømt for sin Rigdom, som den især tilvandt sig ved sin Industri og sin udstrakte Handel og Søfart.