Hellenerne/18
18. Sagnet om Daphne.
Apollons[1] første Kjærlighed var Daphne, Flodguden Peneios’[2] skjønne Datter. Det var ikke Tilfældets Verk, at han elskede hende, men det var, fordi han havde vakt Eros’[3] grumme Vrede. Den sterke Apollon havde i Delphi netop nedlagt den frygtelige Drage Python. Stolt af sin Seier talte han haanende til Eros, da han saa denne spænde sin Bue: »Hvad skal du, kaade Dreng, med et saa farligt Vaaben? Buen passer for mine Skuldre, jeg som med den kan tilføie Vildtet og Fienden farlige Saar. Slaa du dig tiltaals med din Fakkel og søg ikke at ligne mig«. Fornærmet svarede Eros: »Om end din Bue, Phoibos[4], naar alt, naar dog ogsaa min Bue dig. Ligesaa dybt alt levende staar under dig, ligesaa høit overstraaler min Berømmelse din«. Med disse Ord svang han sig høit op i Luften paa sine Vinger og dalede ned paa Parnassets Top (Side 27). Der tog han to Pile af sit Kogger, den ene afstumpet og af Bly, den anden af Guld og med en funklende Od; den første skræmmer Kjærligheden, den anden vækker den tillive. Guldpilen borede han dybt i Apollons Bryst, med den anden rammede han Daphne.
Apollon saa Daphne og elskede hende straks med et ungdommeligt Hjertes hele Lidenskab. Men straks Jomfruen fik Øie paa ham, flygtede hun som paa Vindens Vinger og agtede intet paa hans Bønner. »Stans dog, peneiiske Jomfru«, raabte han og ilede efter hende, »jeg forfølger dig jo ikke paa fiendtlig Vei, stans, o Nymfe. Saaledes flygter jo Lammet for Ulven, Duen for Høgen, sin Fiende. Men jeg følger dig af Kjærlighed. Du river dine Fødder tilblods, og jeg er Aarsag til din Smerte. Marken en ujevn, der du løber. Spring dog langsommere, jeg skal ogsaa sagtne mit Løb«. Da hun angstfuld fortsætter sin Flugt, vedbliver han: »Spørg dog efter, hvem det er, som elsker dig. Jeg er ingen simpel Hyrde fra Bjergene, mig lyder Delphi og Delos[5] og Klaros[6], Zeus er min Fader, jeg er Lyrens og Buens Herre, Frelser og Redder kalder Verden mig. Ak, om jeg havde et Tryllemiddel til min Raadighed«.
Men Daphne fordobler sine Skridt, og i Stormgang flyver de afsted, den ene sporet af Frygt, den anden af Længsel. Men Kjærlighedens Vinger er hurtigere end Angstens; Apollon er hende allerede nær, hun føler hans varme Aande ved sin Kind, da svinder hendes Kraft, og hun synker udmattet til Jorden. Hun vender sit Blik hen mod Elven Peneios og raaber: »Hjælp mig, Fader, hvis I Floder har guddommelig Magt. Aabne dig, Jord, og slug mig, eller forvandle mit Udseende, som volder mig denne Smerte«. Neppe var hendes Bøn endt, da stivner hendes Lemmer, Bark trækker sig om hendes bløde Barm, hendes Haar forvandles til Løv, hendes Arme til Grene. Hendes for et Øieblik siden saa lette Fod er nu fæstnet til seige Rødder, og hendes Ansigt er dækket af Træets Krone. Hendes Skjønhed alene er tilbage. Ogsaa i denne Skikkelse elsker Phoibos hende. Med kjærlige Arme favner han Grenene, og bedækker Stammen med ømme Kys. »Da du ikke kan være min som min Brud«, sagde han, »skal det Træ, der skjuler din skjønne Skikkelse, idetmindste være mit. Altid skal dit Løv, dyrebare Laure, være vundet om mit Hoved, mit Kogger og min Lyra, og ligesom lange, uklippede Lokker altid omflagrer mit ungdommelige Hoved, saaledes skal ogsaa dit Hoved altid være smykket med eviggrønt Løv«. Saaledes talede den herlige Apollon. Men Laurbærtræet nikkede med sine friske Grene og syntes at bevæge sin Krone ligesom til Tegn paa Bifald.
- ↑ Apollon er især Bueskydningens og Sangens og Musikens Gud.
- ↑ Elven Peneios gaar gjennem Dalen Tempe i Thessalien. Ethvert Sted, en Elv, en Sø, en Dal, et Bjerg o. s. v., havde sin egen Guddom.
- ↑ Eros, Romernes Amor, var Kjærlighedens Gud.
- ↑ Apollon kaldtes ofte Phoibos (den straalende) Apollon.
- ↑ Den lille Ø Delos blandt Kykladerne antoges for Apollons Fødeø.
- ↑ Klaros var en liden By i Ionien nær Kolophon og berømt for sit Apollonstempel med det til dette knyttede Orakel.