Konføderation
Konføderation er en statsform, hvor to eller flere suveræne stater indgår i et permanent samarbejde gennem en traktat eller fælles forfatningsordning, uden at medlemsstaterne afgiver deres suverænitet til en fælles stat.[1]
Den fælles myndighed har alene de beføjelser, som medlemsstaterne udtrykkeligt har overdraget den, og beslutninger træffes typisk ved enstemmighed.[1]
Konføderationer adskiller sig fra føderationer ved, at medlemsstaterne fortsat er folkeretligt suveræne, mens delstater i en føderation ikke er selvstændige folkeretssubjekter.[2][3]
Definition
[redigér | rediger kildetekst]Begrebet konføderation anvendes i statskundskab og statsret om et statsforbund mellem suveræne stater.[1][3]
Den fælles organisation varetager typisk afgrænsede opgaver som udenrigspolitik, forsvar eller økonomisk samarbejde, mens den politiske myndighed fortsat ligger hos medlemsstaterne.[1]
Kendetegn
[redigér | rediger kildetekst]En konføderation er normalt karakteriseret ved:[1][3]
- medlemsstaterne er suveræne stater
- samarbejdet bygger på en traktat eller aftale
- den centrale myndighed har begrænsede beføjelser
- medlemsstaterne kan normalt udtræde af samarbejdet
- den fælles myndighed har som regel ikke direkte lovgivningsmagt over borgerne.
Historisk udvikling
[redigér | rediger kildetekst]Konføderationer har været anvendt gennem historien som en måde, hvor selvstændige stater kunne samarbejde uden at opgive deres uafhængighed, men mange historiske statsforbund adskiller sig fra den moderne statskundskabelige definition af en konføderation, og deres klassifikation er derfor omdiskuteret.[1]
Historiske eksempler
[redigér | rediger kildetekst]
Historiske konføderationer omfatter blandt andet:[1]
Nutidige eksempler
[redigér | rediger kildetekst]Der findes ingen alment anerkendte konføderationer i klassisk statsretlig forstand.[2][3]
Den Europæiske Union omtales undertiden som en politisk orden med konføderale træk, men dens forfatningsmæssige karakter adskiller sig væsentligt fra den klassiske konføderation og behandles derfor særskilt nedenfor.
Den Europæiske Union og konføderation
[redigér | rediger kildetekst]Den Europæiske Union (EU) omtales undertiden som en konføderation eller som en politisk orden med konføderale træk. EU bygger på internationale traktater mellem suveræne medlemsstater, som fortsat er folkeretligt selvstændige, og medlemsstaterne kan udtræde af samarbejdet efter traktaternes bestemmelser.[2]
EU adskiller sig imidlertid fra en klassisk konføderation ved, at Unionens institutioner på en række områder udøver overnational myndighed, og at medlemsstaterne har overdraget kompetence til fælles institutioner, som kan træffe bindende beslutninger. Europa-Parlamentet vælges desuden direkte af Unionens borgere.[4]
I statskundskaben beskrives EU derfor almindeligvis som en sui generis politisk orden, der kombinerer mellemstatslige og overnationale elementer. Heywood peger samtidig på, at EU illustrerer udviklingen mod pooled sovereignty, hvor medlemsstaterne på udvalgte områder udøver suverænitet i fællesskab gennem fælles institutioner, samtidig med at de bevarer deres status som suveræne stater.[5]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 159–160. ISBN 9780333971314.
- 1 2 3 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 159–161. ISBN 9780333971314.
- 1 2 3 4 Watts, Ronald L. (1999). Comparing Federal Systems (2 udgave). McGill-Queen's University Press. s. 6–8. ISBN 9780889118355.
- ↑ "Typer af institutioner og organer". Den Europæiske Union. Hentet 29. juli 2026.
- ↑ Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 99. ISBN 9780333971314.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Heywood, Andrew: Politics. 2. udgave. Palgrave Macmillan, 2002. ISBN 9780333971314.
- Lijphart, Arend: Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. Yale University Press, 1999. ISBN 9780300078930.
- Watts, Ronald L.: Comparing Federal Systems. 2. udgave. McGill-Queen's University Press, 1999. ISBN 9780889118355.