Hvad var det, der skete den 29. august 1943 tidligt om morgenen?

Hvad var det, der skete den 29. august 1943 tidligt om morgenen?

K.G.H. Hillingsø har skrevet historien om de mange hændelser, som skete hin sensommermorgen i 1943. Specialudgaven, som Forsvarsakademiet har trykt i anledningen af 60 års dagen for 29. august, kan læses her.

29. august 2003 er 60-års dagen for tyskernes afvæbning af de danske styrker

Som altid siden den 29.august 1943 afholder Søværnet og de af Hærens regimenter, der deltog i kampene, samt andre af hærens, søværnets og hjemmeværnets myndigheder den 29. august mindehøjtideligheder, hvor der blev kæmpet i 1943, og nedlægger kranse på de faldnes grave. I år på 60-årsdagen for den tyske besættelsesmagts afvæbning af de danske styrker og samarbejdspolitikkens ophør får højtidelighederne imidlertid større omfang. Hendes Majestæt Dronningen vil være til stede først på dagen, og statsministeren har indvilliget i at være protektor for højtidelighederne, der bl.a. omfatter kransenedlæggelse i Mindelunden, der fra den dag får flagstang og ret til at føre splitflag, mindegudstjeneste i Holmens Kirke, frokost for veteraner fra søværnet og modstandsbevægelsen på Søværnets Officersskole samt reception for veteraner fra hæren og modstandsfolk på Hærens Officersskole. Dette sker i klar erkendelse af dagens afgørende sikkerhedspolitiske betydning for Danmark. Da det på grund af den hidtidige højtideligholdelses afdæmpede karakter næppe er alle bekendt, hvad der skete den 29.august 1943, og hvad begivenhederne medførte, bringes her en forkortet version af artiklen »Det danske forsvar april 1940 til 29. august 1943« i Militært Tidsskrift nr. 2, juni 2003, idet jeg har tilladt mig at tilføje et efterskrift.

K.G.H. Hillingsø Militærhistorisk konsulent
 

29. August 1943

Hovedtræk af udviklingen indtil 1943

Viljen til at gøre modstand og forståelsen for krigens vilkår og dermed erkendelsen af, at vi med eller mod vores vilje var inddraget i en krig, var ikke stor den 9. april 1940 og fik ikke meget bedre vilkår de første år af besættelsen. Da denne var en kendsgerning, ønskede de to værnschefer ganske vist at nedlægge værnene, så der ikke kunne ydes støtte til tyskerne. Det gik statsminister Stauning imidlertid imod, søværnet forblev på normal styrke, og hæren beholdt 4.000 mand under våben i hovedsagen i København og Sønderjylland indtil den 15. april. Den dag tilgik et direktiv fra besættelsesmagten, der fastsatte flg. styrkemål: ·Hæren fik tilladelse til at have 2.200 mand under våben samt 1.100 hjælpetropper, hvilket var færre væbnede, men flere arbejdssoldater end ønsket. Efter stride forhandlinger lykkedes det at beholde styrker på Fyn, der blev udpeget en række garnisonsbyer (Holbæk, Næstved, Randers og Sønderborg) samt tilladt vagtkompagnier i København, Odense Viborg og Tønder. Herudover blev der sat snævre grænser for bevægelsesfriheden og uddannelsen. Der måtte således kun øves ind til 15 km. fra garnison, ikke anvendes fly, brevduer og lyskastere, kun bruges klart sprog i radio og ved telegrafering og kun afgives enkeltskud med maskingeværer. Endelig måtte 24 75mm luftværnskanoner med 17.000 granater og 64 20mm med 60.000 patroner afgives til besættelsesmagten. ·Søværnet måtte sprede skibene til provinshavne og fik øvelsesområde i Smålandsfarvandet og farvandet syd for Fyn. Herudover måtte man afgive Flakfortet, Dragørfort og Mosede batteri til besættelsesmagten. ·Udover de fastsatte tal for styrker blev det tilladt at uddanne kadetter, mathelever, rekrutter ved Den Kongelige Livgarde, polyteknikere samt dyrlæger. 4. maj 40 afviste Danmark et tysk krav om, at vi skulle vedligeholde minespærringerne i de danske farvande; men den 6. maj accepterede man at stryge og udskadeliggøre miner indledningsvis i de øst–vest gående og senere også i de nord-syd gående ruter. 5. februar 1941 blev søværnet stillet over for et krav om at aflevere 12 torpedobåde. Det blev efter lange forhandlinger reduceret til 8, der mod betaling blev afleveret uden udrustning og bevæbning. I løbet af 1941 og 42 udarbejdede begge værn i al hemmelighed mobiliseringsplaner, der skulle træde i kraft i tilfælde af en allieret invasion eller et tysk sammenbrud. Det skyldtes givet bl.a. den stigende spænding mellem besættelsesmagten og værnene, som 10. oktober 42 resulterede i, at Jyske Division blev beordret ud af Jylland. Denne ordre blev 29. oktober og 18. november fulgt op af et krav om at udlevere først mobiliseringsbeholdningerne og derefter alt materiel, der ikke var i daglig brug i hæren, og den 4. december blev der udleveret for 30 mio. kr. materiel, herunder halvdelen af geværerne.

Optakten

I 1943 var såvel danskere som tyskere begyndt at indse, at de fredelige tilstande alt efter temperament ikke ville eller ikke kunne fortsætte. Det gik dog ikke helt let for de højeste danske militære myndigheder at vænne sig til tanken. Den 10. marts flygtede minestrygeren »Søridderen« således til Sverige tvunget af maskinisten, 3 besætningsmedlemmer og 7 modstandsfolk, der var blevet smuglet ombord. Vel ankommet gik maskinisten og de 3, der havde været på kaprernes side, i land, medens resten af besætningen blev sendt hjem, og da chefen meldte sig på Holmen, blev han omgående afskediget. De tre, der var blevet i Sverige, søgte ind i Den Danske Brigade, men blev som »mytterister« ikke antaget.

Den tyske chef, general H. von Hanneken havde et klarere blik for krigens vilkår og forlangte først i januar og derefter i marts 43 overfor Oberkommando der Wehrmacht, at den danske hær blev opløst, idet han frygtede, at den ved en Allieret invasion ville falde de tyske tropper i ryggen. Opløsningen blev dog forhindret af stats- og udenrigsminister Erik Scavenius og den tyske befuldmægtigede dr. Werner Best i forening; men Hannekens forlangende satte fart i værnenes udarbejdelse af forholdsordrer i tilfælde af et tysk angreb på de danske styrker. Hærens ordre blev udsendt 2.juli som en fortsættelse af en orientering til cheferne af 17. marts og lød på, at der kun skulle ydes modstand mod tyske forsøg på overrumpling. Søværnets forholdsordre blev udsendt 27. august af viceadmiral Vedel og lød på, at der var to muligheder, enten flugt eller sænkning.

Den 28. august var man klar over, at tyskerne forberedte en aktion. Der fandt et møde sted mellem forsvarsminister Brodersen, generalløjtnant Gørtz og viceadmiral Vedel, og ministeren lod forstå, at han ikke ønskede kamp; men det fandt Gørtz ikke ville være muligt i tilfælde af et tysk overfald. Til gengæld havde han efter et skænderi med stabschefen, generalmajor Rolsted, forbudt, at der blev kæmpet under alle forhold, og at materiel og udrustning blev ødelagt. Vedel blev af ministeren beordret til at tilbagekalde sin forholdsordre af 27. august, og det gjorde admiralen så kl. 1600 med tilføjelsen »skibe kan efter omstændighederne sænkes«.

De tyske forberedelser, som man fra dansk side havde observeret, hang sammen med revisionen af operationsplanen for forsvar mod en Allieret invasion. I forbindelse med denne var den her stationerede 166. Infanteridivision blevet beordret til at foretage diskret overvågning af de danske styrker og forberede en hurtig afvæbning af hæren. Divisionen iværksatte omgående planlægningen for afvæbning og var klar i slutningen af juli 43; men tiden til udførelse var ikke inde endnu.

De maritime styrker var underlagt Kommandierender Admiral Dänemark, admiral Wurmbach, der tiltrådte marts 43 og overtog de planer, der allerede var lagt i efteråret 42. På det tidspunkt havde bla.a. urolighederne ved Frikorps Danmarks orlov i Danmark udløst forberedelser til besættelse af søværnets skibe og kystdefension og forhindring af skibsflugt til Sverige. Forberedelserne var blevet stillet i bero, og Wurmbach fandt de første måneder ikke grund til at skride ind overfor søværnet.

I løbet af 1943 var udviklingen her i landet imidlertid gået i stadig mere urolig retning og kulminerede i august, hvor der fra den 9. udbrød generalstrejker i 17 af de større byer. I forbindelse med strejkerne blev der iværksat demonstrationer, værnemagt og politi søgte at dæmpe urolighederne, hvilket blot førte til endnu større demonstrationer og provokationer af besættelsesmagten, der forøgede beredskabet. OKW forhørte sig den 21. august om tilstanden i Danmark, og v. Hanneken afgav en udførlig rapport, der konkluderede med et ønske om indførelse af undtagelsestilstand og indsættelse af tyske tropper. Da dr. Best samtidigt i Førerhovedkvarteret var blevet påtvunget et ultimatum til den danske regering, og Admiral Dänemark også var foruroliget, mødtes de tre tyske ledere 27. august på Nyboder Skole. Her orienterede dr. Best om det tyske ultimatum, som han ikke troede den danske regering ville acceptere, hvorfor løsningen på krisen måtte blive undtagelsestilstand og afvæbning af det danske forsvar. Det var forudsat, at skulle ske den 28. august; men da en udskydelse med 24 timer samtidigt kunne give v. Hanneken mulighed for at bruge dele af 25. Panzerdivision, der ville være på gennemmarch fra Norge, og give Wurmbach mulighed for at tilpasse sin planlægning, så danske skibe, der var udflyttet fra Holmen, kunne erobres, enedes man om at udløse angrebet 29. august kl. O4OO. Operationen fik kodenavnet »Safari« og ville blive udløst på kodeordet »Blitz«, hvis den danske regering som forventet afviste ultimatummet.

29. august 1943

Den følgende kortfattede gennemgang vil fokusere på de mest markante begivenheder med hovedvægt på en omtale af de danske faldne.

Hærens øverste ledelse blev sat ud af spillet kl. 0400 med besættelsen af generalkommandoen og krigsministeriet.

Man mente dér, at alle forberedelser allerede var truffet, og de nødvendige ordrer udgivet, så man udnyttede ikke de muligheder, det gav for kontakt med enhederne, at telefonen først blev afbrudt kl. 0505. I søværnet var man mere på tæerne. Viceadmiral Vedel havde etableret radiokontakt til alle skibe, og da flere meldinger indløb om kamphandlinger samt tysk opmarch ved Holmen, udsendte han flg. signaler: Kl. 0407 ordre om at alle skibe på Holmen skulle sænkes, 0410 i kode til alle skibe »Alarmtilstand« og kl. 0412 med samme adressater: »Søg svensk område«.

Hæren kæmpede i københavnsområdet ved Det Nye Tøjhus og Ammunitionsarsenalet, ved barak- og teltlejren på Amager, på Prinsessegades Kaserne, Skydeskolen for Håndvåben, Gernersgades Kaserne, Livgardens Kaserne i Gothersgade, Ryvangen Eksercerplads, Jægersborg Kaserne og Sorgenfri Slot.

I provinsen blev der kæmpet i Næstved på Garderhusarkasernen, i Odense på kasernen, ved Skovpavillonen og ved hangaren på eksercerpladsen, i Nyborg på Kurhotellet og vandrehjemmet, samt i Ringe og Fåborg.

Ved Tøjhuset og Ammunitionsarsenalet faldt vægter Carl Hansen, da tyskerne trængte ind i vagtbygningen, menig H.K.Jørgensen blev dræbt, da han forsøgte at komme ud med generalens vogn, og menig O.E.B. Hilker døde senere af sine sår. Dem fik han, efter at han i våbenarsenalets vagtlokale havde forsøgt at slå pistolen ud af hånden på en indtrængende tysk soldat.

I lejren på Amager ved Ballonparken var der truffet forberedelser til forsvar bl.a. med to 20mm maskinkanoner samt en 37mm kanon og udsendt patruljer. Da en tysk patrulje nærmede sig vagtbygningen i baraklejren og ikke svarede på anråb, blev der åbnet ild. Ilden blev besvaret, og korporal S.H.Michelsen faldt, da han løb mod vagtbygningen. I teltlejren lykkedes det at sætte en enlig tysk kampvogn ud af spillet med et 37mm skud ved kanonrøret; men under ildkampen faldt menig P.V.Olsen og menig A.F.Hansen.

På Gernersgades Kaserne faldt overofficiant O.K.Karbo og menig R.V.Isbo under den ildkamp, der opstod, efter at tyskerne havde sprængt porten og trængte ind i bygningerne, der blev renset ved skydning ind i alle rum.

På Livgardens Kaserne i Gothersgade skød oversergent K.Norvin den tyske kompagnichef, da denne trængte ind, tog ladegreb, sprang ud på gaden og faldt ramt af flere skud. Adjudanten, kaptajnløjtnant S.Snerding, hørte skyderiet, løb ned ad trappen for at hjælpe og faldt her.

På Jægersborg Kaserne indskrænkede den danske indsats sig til nogle enkelte skud fra vagtkommandøren mod en tysk kampvogn; men de indtrængende tyske soldater skød ivrigt, og efter at kasernen var taget, og afvæbningen var gået i gang, blev den ubevæbnede brandvagt, menig L.J.B.Larsen, dræbt af nervøse tyske soldater.

På Garderhusarkasernen i Næstved var man vel forberedt, og tog kampen op, da tyskerne angreb med fire infanterikompagnier støttet af kanoner og morterer. Premierløjtnant P.A.Hansen-Nord blev livsfarligt såret, da han dækkede vagtholdets tilbagegang, og sergent S.A.J.Andersen blev hårdt såret, da han gik i stilling ved selve kasernebygningen. Begge døde af deres sår samme dag.

I Odense blev der kæmpet på den midlertidige kaserne, som var det tidligere garnisonssygehus, ved Skovpavillonen i Fruens Bøge, hvor der var depot for ammunition og udrustning, samt af dobbeltposten ved hangaren på eksercerpladsen. Af denne post faldt menig A.P.Christensen, medens hans makker blev såret.

På Kurhotellet i Nyborg var pigtrådsspærringen af hensyn til en privat grundejer anbragt så tæt ved hotellets forsamlingsbygning, Hermon, så tyskerne kunne kaste håndgranater ind gennem vinduerne. Da hotellet blev angrebet, skete netop dette, Hermon brød i brand, og kornet K.B.Madsen faldt uden for, da han løb tilbage under kampen efter at have hentet ammunition i hovedbygningen. Her blev kaptajn C.L.Wesenberg livsfarligt såret under den tyske beskydning og døde senere. I vandrehjemmet kæmpede mandskabet fra vinduerne, og menig I.Jacobsen faldt ramt af et skud i hovedet og lige efter af en håndgranat på brystet.

Trods omfattende forberedelser blev der ikke kæmpet i Holbæk, da en repræsentant for værnemagten først indfandt sig kl. 1615. Men chefen for 4. Artilleriafdelings 2. Batteri, kaptajn O.C.Brøndum, havde kl. 0830 opfordret sit batteri til at følge ham enten i kamp eller til Sverige. Alle undtagen én mand tog af sted med kaptajnen og nåede efter at have kapret et motorskib i Gilleleje til Sverige.

Søværnet kæmpede på Holmen, hvor det lykkedes at sænke 29 flådefartøjer, sænkede skoledelingens to skibe, Hvidbjørnen og Ingolf, i Storebælt, kæmpede i Korsør og Nyborg havn samt i Isefjorden, og det lykkedes for torpedobåden Havkatten, tre minestrygere og 9 marinekuttere at undslippe til Sverige.

På Holmen medførte sænkningen af de danske skibe ingen tab; men efterfølgende blev et tysk fartøj beskudt, sandsynligvis af et andet tysk fartøj, og under den påfølgende ildafgivelse blev mathelev O.K.Rasmussen og værnepligtig E.B.Christensen hårdt såret og døde kort efter.

I Korsør blev de 8 danske flådefartøjer kl. 0400 belyst af projektører og angrebet. I minestrygeren Hajen skød vagtassistenten, torpedounderkvartermester C.Thomsen den første tyske soldat, som bordede skibet. Kort efter faldt han selv, og under det efterfølgende håndgemæng blev næstkommanderende, søløjtnant A.Rübner Jørgensen, såret i låret af et bajonetstik. Han faldt om på dækket og mistede så meget blod, inden han kom under lægebehandling, at han døde dagen efter.

I Nyborg lå to minestrygere og fire kuttere. De blev angrebet kl. 0415 fra land, og en af de udstillede poster, værnepligtig menig N.B.Olsen, faldt under den indledende skudveksling.

I Isefjorden var artilleriskibet »Niels Iuel« og en kutter blevet observeret af tyske rekognosceringsfly, da de stod ud af Holbæk havn i et forsøg på at nå til Sverige. Fjordens munding var imidlertid bevogtet af tre tyske skibe, og tyskerne foregav at have udlagt miner. Dette og et signal om, at en kurer fra viceadmiral Vedel var undervejs, forsinkede Nils Iuel, der mellem kl. 0855 og 0935 blev angrebet 5 gange af tyske fly. Flyene blev beskudt; men angrebene anrettede efterhånden så store skader, at det måtte anses for håbløst at forsøge at nå til Sverige. Skibet blev derfor sat på grund, og fire af de fem sårede blev bragt til sygehuset i Nykøbing, hvor artillerikvartermester H.E.Andreasen døde af sine sår den 2. september.

Endelig bør det i forbindelse med tabene nævnes, at overkonstabel K.B.Jensby, der den 29. august var blevet interneret sammen med den øvrige besætning på Middelgrundsfortet, druknede under flugtforsøg natten mellem 30. og 31. august.

Afslutning

De samlede danske tab den 29. august 1943 var 24 faldne og 50 sårede, medens tyskerne mistede 4 faldne og 59 sårede. Når en sådan opgørelse forelægges, stilles der ofte her i landet med en hvis skepsis det højtidelige spørgsmål, om disse ofre var nødvendige.

For værnemagten var det givet ubehageligt at have en stadigt mindre pålidelig hær- og flådestyrke stående i ryggen i en situation, der såvel på fronterne som i det besatte Danmark blev stadigt mere ustabil. Besættelsesmagten kunne måske have forhandlet sig frem til en dansk overgivelse; men en sådan fremgangsmåde lå ligesom ikke rigtig til det nazistiske Tysklands temperament. Yderligere er det nok indgået i de tyske overvejelser, at en forhandlingsfase kunne have givet det danske forsvar mulighed for at fordele våben, ammunition og sprængmidler til modstandsbevægelsen og at ødelægge materiellet.

Med kendskab til de danske politikeres, embedsmænds og højtstående officerers manglende forståelse for krigens vilkår, kan man imidlertid frygte, at den tyske bekymring ville have vist sig næsten ubegrundet. Når jeg skriver »næsten«, er det, fordi jeg føler mig overbevist om, at viceadmiral Vedel hellere ville have sænket flåden end overgive den. Men man kan med danskere aldrig vide, hvad venlige overtalelsesforsøg kan føre til, så det var derfor Danmarks store held, at besættelsesmagten valgte at stille regeringen et uacceptabelt ultimatum og angribe, da det blev afslået. Historikeren Bo Lidegaard skriver:

» Den 29. august 1943 blev et vendepunkt for den måde omverdenen så på Danmark. Og et vendepunkt for, hvordan vi opfatter os selv. ... De fleste oplevede det som en lettelse, at Danmark nu havde meldt klart ud, og i Den Frie Verden styrkede det opfattelsen af, at Danmark stod på De Allieredes side. For den danske befolkning var det blevet klart, at man ikke kan være et suverænt land, hvis man ikke tør give sin mening til kende og ikke vil deltage dér, hvor ligesindede lande i forening kæmper en retfærdig kamp for de interesser og værdier, der også er Danmarks. Det var den erkendelse, der i 1945 førte til Danmarks medlemskab af De Forenede Nationer og i 1949 til vores optagelse i Atlantpagten – den, som siden blev kendt som NATO. Det er i sidste ende samme erkendelse, som førte til, at Danmark i 1972 søgte om optagelse i det forpligtende samarbejde med vore nabolande i De Europæiske Fællesskaber – det nuværende EU«.

Efterskrift

På trods af den afgørende rolle, som den 29. august 1943 kom til at spille for Danmarks historiske placering og dansk forsvars udvikling i årende efter 2. Verdenskrig, og på trods af de tab, kamphandlingerne medførte, er dagen af hæren altid blevet højtideligholdt i stilhed. Søværnet har gjort noget mere ud af at mindes dagen; men den strategiske betydning af forsvarets indsats har aldrig opnået officiel anerkendelse. Set i lyset af de fanebånd, der i årenes løb er blevet tildelt enheder, der kæmpede og led tab den 9. april 1940, burde man for længst have hædret i det mindste de enheder, der havde faldne, med fanebånd for dagen.

Søværnet som sådan må anses for at være traditionsbærer for de begivenheder, der fandt sted i flådens regi. For hærens vedkommende er det på grund af organisatoriske omlægninger, navneændringer, regimentssammenlægninger og veteranernes tilbageholdenhed vanskeligere at fastlægge, hvilke enheder, der i dag viderefører de kæmpende enheders traditioner. Et bud kunne være Hærens Materielkommando for kampene ved Tøjhuset og Ammunitionsarsenalet, Hærens Kampskole for Skydeskolen for Håndvåbens kamp, Hærens Artilleriskole for kampene om teltlejren på Amager, Militærregion Fyn for kampene i Odense, Den Kongelige Livgarde for Livgardens Kaserne, Jægersborg og Sorgenfri, Prinsens Livregiment for Nyborg og Fåborg (samt gr. 17. bataljons deltagelse i princippet også for teltlejren på Amager), Gardehusarregimentet for Næstved og Gernersgade(og Odense gr. 4. bataljons indsats), Kongens Artilleriregiment for Ringe og den vellykkede flugt fra Holbæk. Endelig kunne Hærens Flyvetjeneste hædres for indsatsen på Prinsessegades Kaserne; men da fanebåndet for 9. april 1940 er tildelt Flyvevåbnet, bør et eventuelt fanebånd for 29. august 1943 nok også gå til dette værn.