menneskeskabte klimaforandringer

Hvert af de sidste fire årtier har været varmere ved jordoverfladen end det foregående og varmere end noget årti siden 1850. Således var 2010–2019 det varmeste årti, der nogensinde er målt. På den nordlige halvkugle var 1990–2019 med stor sandsynlighed den varmeste 30-årige periode i de sidste 1400 år. I den første halvdel af indeværende årti er opvarmningen fortsat.

Der er set temperaturstigninger væsentligt større end det globale årlige gennemsnit mange steder over land og ved forskellige årstider. For eksempel er de årligt gennemsnitlige temperaturstigninger to til tre gange højere i Arktis end globalt og enkelte steder endnu større. Opvarmningen er generelt højere over land end over hav.

Mængderne og udbredelsen af sne og is på både den nordlige og den sydlige halvkugle er mindsket, det globale havniveau er steget, og koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren er øget.

Havopvarmning dominerer den stigning i energi, der lagres i klimasystemet og tegner sig for mere end 90 procent af energien akkumuleret mellem 1971 og 2020. Det øverste af verdenshavene (0–700 meters dybde) er blevet varmere fra 1971 til 2020, og det er sandsynligt, at en generel opvarmning også fandt sted i perioden mellem 1870 og 1971. Men der er kun få målinger med en god geografisk fordeling fra den øverste del af verdenshavene fra før 1970’erne.

Hastigheden af ændringer i havniveauet siden midten af det 1800-tallet har været større end gennemsnitshastigheden i de foregående to årtusinder. I perioden fra 1902 til 2015 steg det gennemsnitlige globale havniveau med omkring 16 cm. Den fortsatte temperaturstigning i atmosfæren og i oceanerne vil accelerere havstigningen.

Der er siden 1970’erne påvist ændringer i både intensiteten og hyppigheden af visse klima- og vejrekstremer, og det ved en samlet stigning i den globale middeltemperatur på blot lidt over 0,5 °C. Disse ændringer forstærkes ved den fortsatte opvarmning, der nu ligger på omkring 1,5 °C.

I løbet af de sidste to årtier har isskjoldene i Grønland og Antarktis mistet masse, gletsjere skrumper over næsten hele verden samtidig med, at den arktiske havis og den nordlige halvkugles forårssnedække er blevet mindre.

Den samlede påvirkning fra den ændrede atmosfæriske sammensætning af drivhusgasserne kuldioxid, metan og lattergas og fra aerosoler (små partikler som reflekterer sollyset og afkøler) er positiv og har ført til et øget energioptag i klimaet. Det største enkeltstående bidrag hertil skyldes en stigning i den atmosfæriske koncentration af CO₂ siden 1750. Det er et resultat af, at atmosfærens evne til at holde på varmen ved jordoverfladen øges i takt med, at koncentrationerne af disse drivhusgasser stiger. Her er tale om en menneskeskabt drivhuseffekt.

Gennem det seneste årti er forurening fra fossile forbrændingsanlæg blevet mindre. Det har medført en renere luft og dermed en mindre koncentration af aerosoler. Da aerosoler virker afkølende, vil den nu renere luft medføre en generel øget opvarmning.

Klimamodellerne forbedres løbende. De gengiver med god nøjagtighed observerede temperaturmønstre over land, sæson- og årstidsvariationer og tendenser gennem mange årtier, herunder den hurtigere opvarmning siden midten af 1900-tallet og afkølingen umiddelbart efter store vulkanudbrud. Modellerne beskriver også en række andre klimaforhold realistisk, især på stor geografisk skala.

Talrige målinger nær jordens overflade sammen med observationer fra rummet, modelberegninger af temperaturændringer og en række klimatilbagekoblinger forklarer og redegør for størrelsen af den globale opvarmning. På den baggrund er der påvist menneskelig indflydelse i opvarmningen af atmosfæren og havene, ændringer i det globale vandkredsløb, reduktioner i sne og is, den globale gennemsnitlige stigning i havniveauet og ændringer i visse klimaekstremer. Bevismængden for menneskelig indflydelse vokser støt år for år. Det er i 2020 derfor yderst sandsynligt, at menneskelig indflydelse har været den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet og formentlig siden slutningen af 1800-tallet.

Ifølge UNEP (september 2026) vil den globale opvarmning sandsynligvis endeligt passere 1,5 °C i forhold til slutningen af 1800-tallet i løbet af de nærmeste få år.

Selv med store reduktioner i udslippene vil ændringen i den globale overfladetemperatur i slutningen af 2000-tallet med stor sandsynlighed fortsat overstige 1,5 °C i forhold til perioden 1850–1900. Med de reduktionsmål, der indtil nu er vedtaget, risikerer vi en temperaturstigning, som globalt kommer til at ligge på 2,8 °C.

Hvis man forestiller sig en fortsat kraftig udbygning i anvendelsen af fossile brændstoffer (olie, kul og gas), vil temperaturændringen kunne overstige 3 °C, måske endda 3,5 °C, i 2100. Opvarmningen vil fortsætte ud over 2100 i århundreder til årtusinder, medmindre udledningerne ophører inden 2050. Opvarmning vil fortsat udvise variation mellem år og årtier og vil ikke være den samme i forskellige regioner.

Ændringer i det globale vandkredsløb som reaktion på opvarmningen i 2000-tallet vil ikke være ensartede. Kontrasten i nedbør mellem våde og tørre regioner og mellem våde og tørre sæsoner vil stige, selvom der kan være regionale undtagelser.

Verdenshavene vil fortsætte med at blive varmere igennem 2000-tallet. Varmen trænger fra overfladen og ned i de dybere vandmasser og påvirker havcirkulationen og dermed de globale havstrømme, heriblandt Golfstrømmen og Den Nordatlantiske Strøm.

Da varmere havvand fylder mere end køligere havvand, vil den deraf følgende udvidelse af havvandet bidrage til havniveaustigninger.

Det er meget sandsynligt, at den arktiske havis vil fortsætte med at svinde ind i areal og blive tyndere, og at den nordlige halvkugles forårssnedække vil mindskes i løbet af 2000-tallet i takt med, at den globale gennemsnitlige overfladetemperatur stiger. Over hele verden vil gletsjere skrumpe ind, og mange af dem vil helt forsvinde.

Det gennemsnitlige globale havniveau vil fortsætte med at stige i 2000-tallet. I alle undersøgte scenarier for udledninger vil stigningen i havniveauet meget sandsynligt overstige det, der blev observeret fra 1971 til 2010 grundet øget havopvarmning og øget massetab fra gletsjere og isskjolde.

Klimaændringerne vil påvirke processer i kulstofkredsløbet i jordsystemet på en måde, der øger stigningen i CO₂ i atmosfæren. De højere koncentrationer af CO₂ i atmosfæren betyder samtidigt yderligere optagelse af kulstof i havene, hvilket vil øge forsuringen af havene. De akkumulerede CO₂-udledninger siden den industrielle revolution bestemmer stort set den globale gennemsnitlige opvarmning ved overfladen både nu, imod slutningen af det 21. århundrede og i de kommende århundreder. De fleste konsekvenser af klimaændringer vil fortsætte i mange århundreder, også selvom CO₂-udledningerne stoppes.

Klimamodeller viser tydelige forskelle i det regionale klima mellem nutidige forhold og en global opvarmning på 1,5 °C og mellem 1,5 °C og 2 °C. Disse forskelle inkluderer stigninger i den gennemsnitlige temperatur over de fleste land- og havregioner, stigninger i antallet af varmeekstremer i de fleste beboede regioner, kraftigere nedbør i flere regioner og stigende sandsynlighed for såvel nedbørsmangel som egentlig tørke i nogle regioner. Ved en større global opvarmning forstærkes disse forskelle.

Baseret på observationer siden 1970’erne, hvor den globale middeltemperatur allerede er steget lidt over 0,5 °C, vil en opvarmning på yderligere 1,0 °C medføre endnu flere og voldsommere ekstremhændelser. Flere regionale ændringer i klimaet må forventes i en verden, der er 1,5 °C varmere sammenlignet med det præindustrielle niveau. For eksempel vil mange regioner se flere ekstreme temperaturhændelser, flere regioner vil se en stigning i frekvens, intensitet og/eller mængde af kraftig nedbør samt en stigning i intensiteten eller hyppigheden af tørke. Begge dele vil endda kunne forekomme i de samme regioner. Stiger den globale temperatur mere, forstærkes disse tendenser tilsvarende.

Ekstreme temperaturer på land forventes at stige mere end den globale middeltemperatur. Antallet af varme dage forventes desuden at stige over de fleste landområder med den største stigning i troperne. Risikoen for såvel nedbørsmangel som decideret tørke forventes i nogle regioner at være højere ved en stigning i den globale middeltemperatur på 2 °C end ved 1,5 °C. Risikoen for kraftige nedbørshændelser forventes ligeledes at være højere ved en 2 °C graders stigning end ved 1,5 °C. Dette kan være tilfældet på de nordlige breddegrader og/eller i bjergrige regioner.

Ustabilitet ved Antarktis' isskjolde og/eller irreversible tab fra indlandsisen i Grønland kan resultere i en stigning i det globale havniveau på flere meter over årtier til århundreder. Sådanne irreversible processer kan udløses ved en global opvarmning på 1,5 °C til 2 °C, om end der hersker stor usikkerhed om, hvornår det eventuelt kan indtræffe.