mayaer

Fra højlandscentrene bredte mayaerne sig nu nordpå til lavlandsområderne Petén og Yucatán, og omkring Kristi fødsel voksede en række byer frem i området. Særlig vigtige var Nakbé, Tikal, Waxaktun og Cerros. Den udstrakte by El Mirador med sine op til 70 m høje templer var stormagten i denne periode, men måtte senere se sig udkonkurreret af Tikal og Calakmul. Mandshøje stukmasker og den øvrige udsmykning på templerne fremhævede mayaherskeren som den centrale skikkelse i verdensbilledet.

I midten af 400-tallet begyndte Tikal at bekrige og erobre flere bystater i Peténområdet og blev sammen med Calakmul og Caracol stormagt i det sydlige lavland. De fleste mindre mayabystater var i skiftende alliancer med disse tre byer, og at dømme efter indskrifterne og opførelsen af høje forsvarsvolde var det en tid med mange krige og magtkampe.

Tikal havde på det tidspunkt ca. 50.000 indbyggere, og alene bycentret med templer, boldbaner og elitens beboelseskomplekser dækkede ca. 4 km². Eliten udgjordes af den herskende slægts familier, religiøse specialister, administratorer, handelsfolk, skrivere og arkitekter. Den øvrige befolkning, der hovedsagelig var agerbrugere, boede i små etrumshuse mellem de opdyrkede arealer omkring bycentret.

Ca. 550-690 oplevede Tikal og dens allierede en alvorlig krise. Kontakten og handelen med Teotihuacán ophørte, og byen blev gentagne gange angrebet af Caracol. Krisen ramte dog ikke de øvrige egne af mayalavlandet, der oplevede en stadig vækst og udvikling.

Mayasamfundene var organiseret på samme vis som tidligere, dog var magten nu fordelt blandt flere stærke bystater så som Palenque, Dos Pilas, Copán, Yaxchilan og Cobá, der alle synes at have haft centrale roller. Flere af byerne lå langs de større floder og søer, der var vigtige transportveje gennem den tropiske regnskov og derudover forsynede byerne med drikkevand.

Hyppige krige og interne stridigheder i bystaterne lagde dog et stærkt pres på herskerne, og deres magt og religiøse status svækkedes efterhånden.

Fra midten af 800-tallet og i de følgende århundreder havde det nordlige Yucatán rollen som centrum for mayakulturens videre udvikling. Områdets blomstring havde bl.a. baggrund i massive indvandringer fra de kriseramte byer i det sydlige lavland, som gradvist blev forladt.

Udvandringerne fra den klassiske periodes bycentre og det politiske systems kollaps menes at bero på bl.a. overbefolkning og en deraf følgende udpining af det økologiske system samt muligvis hungersnød og epidemier. En stadigt voksende elite førte desuden til interne konflikter og krige og dermed et stigende pres på den skatteydende del af befolkningen.

Omkring år 1000 blev mayaområdet på ny stærkt påvirket af strømninger fra det centrale Mexico, denne gang fra Tula, hvilket kan ses i såvel arkitektur som ikonografi.

Det diskuteres, om denne indflydelse var direkte eller blev bragt til Chichén Itzá og de øvrige nordlige magtcentre via en gruppe mexicaniserede chontal-mayaer (tidligere benævnt putun-mayaer) fra Xicalango i Tabasco, som havde nære relationer til toltekerne. Den hybride chontal-maya-kultur kan også have bragt elementer af mayakulturen til det mexicanske højland, fx til Cacaxtla og Xochicalco.

Chichén Itzá blev svækket i 1200-tallet, og Mayapán blev den nye centrale magt i en sammenslutning af mindre bystater. Dette tilløb til en egentlig mayanation ophørte dog efter ca. 150 år, og det nordlige område faldt tilbage til den fragmenterede politiske struktur. Vigtige arkæologiske fund fra denne periode er gjort i bl.a. Tulum, Tancah og Santa Rita Corozal.

I 1300-1400-tallet oplevede mayakulturen i det sydlige højland en opblomstring, måske under indflydelse fra chontal-mayaerne. Quiché-, mam- og cakchiquel-mayaerne opførte flere sværtbefæstede byer i bl.a. Utatlán, Iximché, Mixco Viejo og Zaculeu.

Trods hård modstand blev de fleste af både lavlands- og højlandscentrene besejret og ødelagt af de spanske conquistadorer fra 1530'erne. En enkelt større by, itzá-mayaernes hovedstad, Tayasal, i det centrale lavland, holdt stand helt frem til 1697.

De fleste moderne mayaer lever i de samme områder som deres forgængere. I dag benytter dog kun de færreste mayatalende folk ordet "maya" om sig selv. På Yucatánhalvøen foretrækker mange betegnelsen mestizo, mens andre især i det centrale område af delstaten Quintana Roo kalder sig masejual. Yucatekiske mayaer vil kun bruge "maya" om sig selv, hvis talen falder på sproget, og de vil ofte henvise til, at mayaer er dem, som kæmpede i Kastekrigen 1847-1855 eller dem, der lever i Quintana Roos jungle.

I kølvandet på krigen i Guatemala, især i årene 1980-1985, er der vokset en mayabevægelse frem, som kræver en pluralistisk stat bestående af individuelle mayanationer. Bevægelsens akademiske fløj arbejder på at omskrive mayaernes historie og rense den for ensidige fortolkninger.