Electoral College (Valgmandskollegiet)

Dette kort viser stat for stat fordelingen af de 538 valgmandsstemmer ved præsidentvalget i 2024. Staterne uden for kortrammen med 3 og 4 valgmandsstemmer er hhv. Alaska og Hawaii.

Electoral College

Af Chessrat.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Electoral College er det system, amerikanerne bruger til at vælge deres præsident. Det består af en række valgmænd fra hver af de 50 delstater og District of Columbia. Amerikanerne vælger ikke præsidenten direkte; Valgmandskollegiet vælger præsidenten, når amerikanerne har stemt. De enkelte valgmænd støtter en bestemt præsidentkandidat.

Der er i dag i alt 538 valgmænd i Valgmandskollegiet, hvilket svarer til antallet af medlemmer i Kongressen. Det betyder, at en præsidentkandidat skal vinde 270 valgmandsstemmer for at sikre sig præsidentposten.

Valgmandskollegiet blev skabt som et kompromis mellem de oprindelige 13 delstater i USA. Det skulle sikre, at de folkerige delstater ikke fik for meget magt over de mindre folkerige delstater. Valgmetoden er dog blevet kritiseret næsten fra begyndelsen og frem til i dag, da det enkelte gange har givet resultater, som er gået imod flertallet af stemmerne på landsplan.

Fordeling af valgmænd

Valgaftenen tirsdag den 8. november 2016: Hillary Clinton har vundet Vermonts tre valgmandsstemmer.

Valgmandsstemmer

Af Rhona Wise//AFP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Hver delstat får tildelt et antal valgmænd i forhold til delstatens antal senatorer og repræsentanter i Kongressens to kamre. Antallet af repræsentanter pr. delstat er baseret på det antal mennesker, der bor i den enkelte delstat, mens hver af de 50 delstater har to senatorer, uanset hvor mange mennesker, der bor i delstaten.

Derfor får en delstat som North Dakota tre valgmænd svarende til én valgmand per ca. 259.726 indbyggere, mens en stat som Californien får 54 valgmænd svarende til én valgmand per ca. 721.115 indbyggere.

Selvom det kan virke, som om Californien har langt mere indflydelse i Valgmandskollegiet med sine 54 valgmænd, kan der argumenteres for, at vælgernes stemme i North Dakota tæller for mere. Denne fordeling af valgmænd gør, at en præsidentkandidat kan blive valgt på trods af at have fået færre stemmer end sin modstander på landsplan.

Kompromis fra start

Vedtagelsen af Valgmandskollegiet skal ses i lyset af den situation, USA befandt sig i ved sin grundlæggelse. De 13 delstater havde været fælles om at vinde over Storbritannien i Uafhængighedskrigen, men de var splittet internt om, hvordan de skulle udforme deres føderale regering. Ikke mindst om, hvordan man skulle vælge personen til posten som præsident. Vedkommende skulle være lederen af den udøvende gren i et system baseret på magtens tredeling mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Forkastede metoder

En af de første valgmetoder, der blev foreslået, var at lade præsidenten blive valgt af Kongressen, den lovgivende gren, som selv bestod af folkevalgte medlemmer. Men da man ønskede en præsident, der kunne handle uafhængigt af Kongressen i magtens tredeling, blev denne metode fravalgt.

At lade præsidenten blive valgt direkte af befolkningen på samme måde som kongresmedlemmerne blev det i de enkelte delstater, var der dog også modstand overfor. Dels mente de mindre folkerige delstater, at de mere folkerige delstater ville få for stor indflydelse på valget af præsidenten, dels frygtede man, at et direkte valg kunne bane vejen for lokale populistiske kandidater, der ville splitte stemmerne imellem sig, uden at der blev opnået et flertal for en enkelt kandidat.

Det endelige kompromis

Kompromiset blev at lade amerikanerne stemme på valgmænd i deres respektive delstater. Disse valgmænd kunne så efterfølgende stemme på en præsidentkandidat. Tanken var, at valgmændene ville bestå af de fremmeste medlemmer af de lokale samfund, og blandt dem ville de finde frem til, hvem de anså som det fremmeste medlem af det amerikanske samfund – og dermed den mest egnede kandidat til præsidentposten.

Partidannelser og valgmænd taget i ed

Ved USA’s grundlæggelse havde man ikke forestillet sig, at politikere ville samle sig i partier, men disse opstod relativt hurtigt i de første årtier af 1800-tallet. Med partierne opstod der fra politikernes side et ønske om større kontrol med valgmændene, der med tiden blev forpligtet til at stemme på bestemte kandidater.

I dag har flere delstater ligefrem love, der straffer troløse ‘valgmænd’, hvis de stemmer på en anden kandidat end den, de repræsenterer. Der er dog stadig enkelte tilfælde i dag, hvor valgmænd stemmer på en anden kandidat. Dog har dette ikke haft afgørende indflydelse på det endelige resultat.

I dag optræder valgmændenes navne ikke på stemmesedlen. I stedet er det navnene på præsidentkandidaterne, vælgerne sætter kryds ved. Efter at valget har fundet sted, samles valgmændene dog stadig i deres respektive delstatshovedstad og afgiver formelt deres stemme på kandidaten, de repræsenterer. Disse stemmer sendes så til Washington D.C., hvor de bliver talt op, så valget af den nye præsident kan blive officielt.

Det var denne optælling af valgmandsstemmer i kongressen i Washington D.C., som den daværende præsident Donald Trump ønskede afbrudt den 6. januar 2021, hvilket ledte til stormen på Kongressen.

Vinderen får det hele

En anden udvikling af valgmandskollegiet, der indtraf relativt hurtigt, var, at de fleste delstater vedtog at fordele deres valgmænd efter princippet om, at vinderen fik alle valgmandsstemmerne for delstaten. Så selvom en præsidentkandidat kun vandt 51% af stemmerne i en delstat, fik vedkommende ikke kun halvdelen af valgmændene, men alle valgmændene.

Denne måde at vinde valgmænd på giver bl.a. de to store partier, demokraterne og republikanerne, en fordel i forhold til tredjepartikandidater. Hvor stemmer på tredjepartikandidater oftere vil gå tabt, da de sjældent får flertallet af stemmer i en enkelt delstat.

Undtagelser: Nebraska og Maine

Delstaterne Nebraska og Maine kan dog stadig fordele deres valgmænd på flere kandidater. Det er bl.a. derfor, at kandidaterne i dag kun fører valgkamp i delstater, hvor der er uvished om valgresultatet, såkaldte svingstater.

Kontroversielle valgresultater

Der har været tilfælde af valg, hvor vinderen af præsidentvalget fik færre stemmer på landsplan end taberen, senest ved valget i 2016.

Valg i 1800-tallet

I 1824 fik Andrew Jackson fx flere stemmer end John Quincy Adams, men da der også var to andre kandidater i spil, fik ingen kandidat nok valgmandsstemmer, og derfor måtte valget blive afgjort i Repræsentanternes Hus i Kongressen, hvor John Quincy Adams blev valgt.

Præsidentvalgene i 1876 og 1888 havde også vindere, der fik færre stemmer end deres tabende modstandere.

Taft, Roosevelt og Wilson

I 1912 var der tre fremtrædende kandidater i spil: Den siddende republikaner William Howard Taft, den tidligere præsident og tredjepartikandidat Theodore Roosevelt og demokraten Woodrow Wilson. Wilson kunne nøjes med 41% af stemmerne, hvilket dog sikrede ham 80% af valgmændene. Det samme gjaldt Bill Clinton i 1992, hvor han opnåede 43% af stemmerne men vekslede dette til 71% af valgmændene, fordi han var oppe imod både republikaneren George H. W. Bush og rigmanden Ross Perot. Men både Wilson og Clinton fik trods alt flest stemmer af alle de kandidater, der deltog i valget.

Gore og Bush

I 2000 fik demokraten Al Gore en halv million stemmer mere end republikaneren George W. Bush på landsplan, men Bush vandt alligevel. Det gjorde han, efter at Højesteret gav ham medhold i, at optællingen af stemmer skulle stoppes i delstaten Florida, hvor der kun var omkring 500 stemmer imellem de to kandidater. Med sejren i Florida sikrede Bush sig flertallet i valgmandskollegiet og derved præsidentposten.

Trump og Clinton

I 2016 var det republikaneren Donald Trump, der vandt over demokraten Hillary Clinton. Her var forskellen tæt på 3 millioner stemmer. Trump vandt dog sikkert i valgmandskollegiet, idet han fik nogle snævre, men vindende flertal i en række delstater.

Forsøg på reformer

De ovenstående eksempler gør, at der stadig i dag er en diskussion, om valgmetoden skal reformeres. Ændringer af valgmetoden vil dog i de fleste tilfælde kræve en forfatningsændring, som skal vedtages af kongressen, hvor 2/3 skal stemme for forslaget, før det kan gennemføres. Herefter skal afgørelsen vedtages af ¾ af delstaterne for at blive ratificeret.

Indførte ændringer

Der har dog fundet mindre ændringer sted: I 1800, blev valget af præsident og vicepræsident adskilt på stemmesedlen efter udfordringer med at få godkendt valget af Thomas Jefferson og hans vicepræsident. I 1961 opnåede District of Columbia at få 3 valgmænd i valgmandskollegiet, efter de havde argumenteret for manglende repræsentation, da distriktet ikke er en delstat.

Nyere ændringsforslag

Et nyere ændringsforslag er at gå væk fra ‘vinderen tager det hele’-systemet til at fordele hver delstats valgmænd mellem kandidaterne i forhold til stemmerne afgivet. Dette ville være en fordel for tredjepartikandidater, men det ville også kunne skabe flere situationer, hvor Kongressen og ikke befolkningen skulle afgøre resultatet, hvis ingen kandidat havde opnået de nødvendige 270 valgmænd.

En anden reformmulighed er, at hver delstat kan vælge at give deres valgmænd til vinderen af flest stemmer på landsplan. Denne løsning ville ikke kræve en forfatningsændring, men til gengæld en enighed mellem alle 50 delstater.

Fortalere for at bevare valgmandskollegiet

Fortalere for at bevare valgmandskollegiet, som det er, hævder, at det bevarer en vis stabilitet i valget og sikrer mindre staters rettigheder, som det var hensigten fra begyndelsen af. Fordi systemet er en fordel for større partier, er en større valgreform ikke sandsynlig, hverken for ‘vinderen får det hele’-systemet, eller at lade amerikanerne vælge deres præsident direkte.

Derudover er der en strukturel forskel mellem partierne i dag, hvor demokraterne sidder på magten i de folkerige delstater, mens republikanerne har flertal i de mindre folkerige delstater. Det gør, at selv de to store partier ikke ser ens på værdien af valgmandskollegiet.

Læs mere i Lex:

Kommentarer (1)

3. oktober 2024 skrev Jørgen Elklit

Hi Mark,
du skriver i afsnittet om fordelingen af valgmændene, at det sker "i forhold til delstatens antal senatorer og repræsentanter i Kongressens to kamre". Ville det ikke være bedre at sige, at "det sker, så antallet af valgmænd er det sammesom statens samlede antal senatorer og repræsentanter"? Der er jo i hvert fald ikke tale om, at noget er i forhold til dette tal (måske dog bortset fra 1:1). Venlig hilsen

Jørgen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Politisk retorik, system og valgkamp i USA

Mark Albert Herron

ph.d.